Lego filmen 2

Lego filmen – et klodset eventyr føles stadig som et mindre mirakel.

Den burde have været en kynisk pengeko for Warner Bros. og et glorificeret reklameskilt for LEGO. Men makkerparret Phil Lord og Christopher Miller leverede en hylende morsom dekonstruktion af mytologien om ”helten med de tusinde ansigter” – og gav os samtidig den bedste Batman siden Michael Keaton.

Siden da har vi fået to spin-off-Lego-film af varierende kvalitet. Man skulle tro, at tricket med at se animerede Lego-verdener komme til live på det store lærred efterhånden var opbrugt.

Men søreme om det ikke stadig fungerer i fjerde omgang.

I den originale film viste det sig, at Lego-figurerne blot var legetøj. I den virkelige verden var de kontrolleret af en neurotisk familiefar, som ville følge brugsanvisningen til punkt og prikke, og sønnike, der bare ville følge sin fantasi.

Lego filmen 2 begynder lige efter, at lillesøsteren har fået lov til at lege med. Hendes morbidt nuttede Dublo-figurer destruerer Lego-byen og efterlader Emmet, Lucy, Batman og de andre mesterbyggere i en Mad Max-lignende dystopi.

Fem år senere sættes der en stopper for dagligdagens trummerum, da General Kaos kidnapper Lucy (Lise Baastrup) og efterlader den evigt positive Emmet (Timm Vladimir), som må rejse igennem den mystiske Himmeltrappe og redde dagen.

Ligesom den originale film er der fart over feltet – fra den inciterende Dublo-invasion til rulleteksterne, som denne gang akkompagneres af en aparte The Lonely Island-sang om, hvor meget de elsker rulletekster!

Her er stadig masser af barnlige, skrupskøre indslag: en repetitiv cameo fra en Bruce Willis Lego-figur, et nyt bjerg af jokes omkring Batmans mange forskellige inkarnationer igennem tiden og Emmets forkærlighed for at bygge dobbeltdækker-sofaer, så alle kan sidde sammen.

Alligevel er der langt fra tale om en simpel gentagelse af formularen. Filmen introducerer en masse spritnye idéer.

Lego filmen 2 er således en Disney-musical. Batman har en fantastisk morsom duet med sin udkårne Dronning Jakabli Wajavil (Szhirley), og dronningen synger en skæg skurkesang, hvor hun overbeviser mesterbyggerne om, at hun skam overhovedet ikke har nogle ondsindede intentioner.

Phil Lord og Christopher Miller har denne gang også lukket en masse andre kokke ind i køkkenet, og det hjælper med at holde publikum på tæerne.

Animationsinstruktøren Mike Mitchell og stop-motion-mageren Trisha Gum overtager instruktørstolen og skaber et virvar af kreative animationer og actionsekvenser. Dronning Jakabli Wajavil, som konstant ændrer sin form for at tilfredsstille publikum, er en figur, man aldrig har set i en animationsfilm før. Endelig har filmen et større fokus på Lego-destruktion end forgængeren.

Imens har Raphael Bob-Waksberg (BoJack Horseman) tydeligvis tilført manuskriptet sine meta-refleksioner og sin absurdistiske sensibilitet.

Med det knivskarpe manuskript in mente er den danske oversættelse så meget desto mere ærgerlig. Det er naturligvis et utaknemmeligt job at skulle oversætte sprogspecifikke vittigheder, og det danske cast gør sit bedste for at imitere de amerikanske stemmeskuespillere – selv om det er noget makabert at høre en træt Mia Lyhne komme ud ad munden på en overgearet Maya Rudolph, der spiller børnenes mor.

Især går oversættelsen ud over filmens mange meta-jokes om skuespillerne bag Lego-figurerne.

Chris Pratt har lagt stemme til både Emmet og den barske eventyrer Rex i originaludgaven. Han er i karrieren gået fra blød hyggeonkel i sitcom’en Parks and Rec til pumpet actionhelt i Jurassic World og Guardians of the Galaxy. På samme vis er Emmet naiv og godmodig, mens Rex er en übermensch, der i bedste Jurassic World-stil har en hær af dresserede raptorer ved sin side.

Men uanset sproget fortæller Lego filmen 2 en hjertevarm historie om, hvordan vi som børn bruger legetøj til at bearbejde vores personlighed og nærme os de mennesker, som betyder mest for os.