Leviathan

Leviathan foregår helt deroppe, hvor Polarhavet prøver at æde Rusland. Hvor skyggerne selv på en sommerdag er lange som de sandblæste hvalskeletter, der flyder på stranden.

Her har den barkhudede Kolya bygget sit hus. Med de bare næver som hans far og farfar før ham. På toppen af bakken med udsigt til ø-byen. Der er vodka i glasset som altid, men alligevel er noget slået skævt. Den lokale borgmester har eksproprieret huset.

Kolya tager kampen op ved hjælp af sin gamle soldaterkammerat Dmitri, der har fået succes som advokat i Moskva, tusind mil borte. Det er en ulige kamp mod korruption og topstyring, hvor den drikfældige, impulsive Kolya er sin egen værste fjende. Men Dmitri har gravet smuds frem på borgmesteren. Øje for øje, tand for tand.

Borgmesteren beslutter i en natlig brandert at aflægge den genstridige Kolya visit, en prægtig scene, der blotlægger både svagheder og styrker hos begge: arrogance, stolthed, spilforståelse, blind vrede, frygtløshed. Det er ikke nogen nemme roller, men få nulevende instruktører kan få temperamenter til at slå troværdige gnister som Andrey Zvyagintsev.

Leviathan er instruktørens fjerde pragtfilm i lige så mange forsøg, og den suger næring af forgængerne.

Kolyas teenagesøn lider under farens macho-manerer for så at kopiere dem (som vi så det i debutfilmen The Return), Kolya svigtes af dem, der burde være ham nærmest (som i The Banishment), og hans hustru er tappert ulykkelig (som i Elena).

Fælles for filmene er det brutale landskab og de flossede bebyggelser, der tjener som en blanding af metafor og forklaring: Sådan har vi det – og derfor.

Filmens gladeste stund er en picnic, hvor de deltagende mænd bunder en kvart liter vodka hver og skyder med skarpt. I dette tilfælde ødelægger arrangøren kortvarigt den gode stemning ved at pulverisere samtlige tomme flasker med et maskingevær for øjnene af koner og børn. ”Øv, hvad skal vi nu skyde efter?” mumler de andre, men det er der skam tænkt på: Et bagagerum fuldt af ekspræsidenter i glas og ramme. ”Jeg har ikke taget de seneste med – de skal lige have lov at modne først.”

Sprut, galgenhumor og maskulin selvhævdelse. Det er så langt menneskeheden har drevet det til på disse længdegrader, hvor kvinderne fileterer fisk, kalder mændene nogle tabere og sætter børn i verden uden synlig grund.

Nej, Moder Rusland har det ikke godt, og der er adskillige dolkestød rettet mod både politi, retsinstanser, autoritært styre (filmens titel er et bibelsk havuhyre, men nok så vigtigt filosoffen Thomas Hobbes’ metafor for statsmagten) og mod præsident Putin personligt.

Andrey Zvyagintsevs drama vandt fuldt fortjent manuskriptprisen på Cannes-festivalen 2014, og den er blændende. Psykologisk indsigtsfuld og totalt overbevisende i sin lokale forankring, men også ambitiøs med sine Jobs Bog-referencer og kirken som politisk medspiller i kulissen.

Mange anmeldere betonede i Cannes Leviathans sværhedsgrad, dens filosofiske tyngde og længde, og filmens pressemateriale mumler om ”destabiliserende unheimlichkeit”, som om man vil gøre det helt klart, at filmen kun er for akademikere.

Det er noget sludder.

Faktum er, at Leviathan minder om en klassisk western, bare henlagt til nutidens provins-Rusland, skrællet for romantisering og dyppet i arrigskab. Det er med til at give den en intensitet og uopsættelighed, som man godt kan savne i den amerikanske historiske westerntradition.

Zvyagintsev beskriver en familie i indre splid, et korrupt lokalsamfund i en nation uden hjerte, ja, en pilrådden civilisation omkranset af brutal, kolossal, monumental natur. Ikke spor akademisk, bare pessimistisk, hvilket der også kan være behov for.