Liberty – afsnit 2

Sidst vi var på diskoteket Liberty og omegn, mistede den sympatiske danske sygeplejerske Kirsten i en meget afrikansk trafikulykke sin spæde datter. Den sleske, svenske kapitalist Jonas var ved at blive kigget efter i møtrikker, søm og skruer, om nu hjemlandets bistandshjælp gik til andet end gin og tonic, sex og hor.

Her i andet afsnit kører vi i samme spor, men måske lidt mere Strindberg’sk end i andre film om hvid hedonisme i Afrika.

Traurige Kirsten isolerer sig selv mere og mere fra sin mand Niels i sit sorgarbejde, som kræver sex udefra. Det er stedets løve og alfahan, Leon, som med følsomme, engelske vokaler og varsomme hænder bløde som smør boller mere som et trøstende bolsje end hidsig frem og tilbage fra væg til væg.

Hyggelige, nørdede og ideligt piberygende og velmenende Niels kryber til korset i forhold til den forsvundne bomuld og de bitre bønder, som ikke vil ham det godt, fordi han ikke forstår regionen og dens primitive hierarki. Så han kysser den samfundsmæssige korruption hos politiet, den eneste frelser, der kan få noget til at virke eller komme videre i den nordiske godhedsindustri.

Heldigvis nikkes der forstående fra tilsendte repræsentanter for nordisk velvilje og velstand.

I Afrika med det mørke hjerte og den dunkle mystik er alt sinistert, suggestivt og sensuelt som et lækkert mareridt, man gerne vil vågne fra og måske alligevel blive lidt længere i.

Hvor skal vi hen?

Ned i vores egne gedulgte lyster, hvor alt smelter til bobler, brunst og barm i den store erotiske gryde, som den hvide kultur har lagt låg på siden tidernes og kristendommens morgen. Inde i junglen opløses den hvide mands kultur og viser sig at være af stamme stof som kviksølv i stedet for det pure guld, vi kender hjemmefra som sømmelig kærlighed i et folkehjem, hvor hver tager sin tørn og høster sin løn derfor.

Det er netop denne ældgamle, europæiske dæmonisering af Afrika, som fortsætter i andet afsnit af DR’s serie over Jakob Ejersbos trilogi om hvide skandinaver i sorthedens kontinent.

Serien forudsætter som så megen litteratur og mange film og serier, at Afrika alligevel for os hjemme i København, Oslo og Stockholm er en dunkel gåde iblandet skrækken for anderledes mennesker og sæder.

Samtidig er serien tintet af Tarzan-bøger om ædle og ækle indfødte. De er enten solidarisk trofaste som et tov spundet af Randers reb og anden jysk redelighed eller lede, omskiftelige terrorister, der kun holder fred med de hvide, så længe det er opportunt.

Det klæder serien, at tempoet er sat lidt ned, og den neurotiske instruktion har fået lidt valium. Den unge skuespiller Anton Hjejle er blevet lidt mindre anonym som Christian, der skal blive voksen og følsom blandt voksne, der opfører sig infantilt og imperialistisk i egen dilettantteater, hvor man opfører scener ud af et skandinavisk ægteskab.

Samtidig konfronteres Christian med den hvide, smukke unge kvinde, der oser af sex på silkelagner uden vrang og nætter uden ende.

Klichéer er junglens lianer, i hvilke alle svinger sig hæmningsløst og heftigt.

Muligvis er det mig, som har en faible for Connie Nielsen, men hun leverer varen som den stærke mama Katrina blandt mænd med samme marv og rygrad som sardin i olien.

Sofie Gråbøl følger trop. Igen er hun skidegod som sygeplejersken Kirsten, der har låst sig inde i sit sorgarbejdes kammer og definitivt smidt nøglen til sit hjerte væk.

Serien mangler stadigvæk historicitet. Hvornår foregår løjerne? Hvor er vi tidsmæssigt og historisk henne? Skal vi være kritiske på vor egen velgørenheds vegne eller bare sætte os tilbage i sofaen og se molevitten som et kulørt melodrama?

Det er underholdende, men hvad er meningen?