Liberty – afsnit 3

Her i tredje afsnit går Liberty sin skæve gang med nogenlunde forudsigelige skridt.

Kirsten er flyttet til sin elsker Leon oppe på Kilimanjaro, hvor hun oplever kolonitiden og Karen Blixens afrikanske farm med hvid herre på jagt med indfødte, han behandler som feudale fæstebønder og trofast tyende. Den piberygende iværksætter Niels lider under arbejdet med andelsbevægelsen og konens utroskab, men især fordi sønnen Christian ikke makker ret og bare er en artig skoledreng.

Endnu værre står det til med Jonas og hans tømmerhandel, TanScan, som han brænder af i et forsøg på at slette sine spor af svindel og humbug. Det får fatale følger for ham og hustruen, den smækre Katrina.

Undervejs i melodramaet bliver Marcus kvæstet hele to gange – først af det stedlige politi mistænkt for mord, siden af en skinsyg svensker. Alt i alt en værre redelighed, og igen standser vi på en cliffhanger om, hvorvidt en ung, udsvævende kvinde er i live eller død.

Vi er nået over halvvejs i serien om skandinaver ude i junglen, og produktionens laster og dyder, fejl og mangler, danner et fast mønster, som kræver omkalfatring og kovending for at blive ændret væsentligt.

Serien er stadigvæk underholdende, men på samme måde som at spise sig mæt i candyfloss eller popcorn.

Det dramatiske design mangler trovædighed og stringens i sin kausale fortællestrategi. Årsagsforklaringer savnes i horribel grad, den episke logistik er for let og hurtig. Man er bange for at kede med baggrund og udviklinger, som kræver mere deskriptiv samtale end sensationel handling. Historien mangler vedvarende historicitet.

På sæt og vis afspejles denne mangel på dybde og ukoncentreret perspektiv på det personlige plan også på det almene, afrikanske og socialpolitiske plan. Mennesker er aktanter i en sammenhæng, som nok synes at bestå af virkelighedens kulisser – dette er virkelig Afrika – men uden baggrund, dybsindighed, egenart og gennemsigtige udviklinger.

Tanzania er et lukket miljø, som bortset fra de indfødte og stedets eksotisme lige så godt kunne være et villakvarter på Amager med konebytning, sankthansbål, vejfest og sort arbejde.

Nu skulle det dog være klart, at vi er i 1980’erne. Hvorfor er der så ingen, som midt i de mange seksuelle udskejelser er bange for aids, kontinentets pest just i dette tiår?

Hvorfor har den seksuelt bevidstgjorte teenager Christian så svært ved at se på sine forældre som kønsvæsener og vil ikke tale med morbasse, fordi hun ligger i med en anden mand? Sandsynligt nok, men uden forklaring.

Marcus, afsnittets prygelknabe, bliver kørt ned af en ægtemand, fordi han har bollet dennes kone. Igen sandsynligt, men hvorfor? En senmoderne skandinav opvokset i en forståelseskultur?

Den altid seværdige Sofie Gråbøls Kirsten bliver interessant nok historiens eksistentielle ankerkvinde i det hurtigt fortalte ramasjang. Hun er den enfoldige sjæl, som imod alle odds forsøger at levere næstekærlighed i en flygtig verden, hvor værdier er støbt i kviksølv, og griskhed er gud, mens kapitalismen smeder penge.

Derimod har Anton Hjejle ikke mange dramatiske muskler at spille som Christian. Han kæmper med de himmelråbende håbløse replikker, han får lagt i munden af et manuskript, som tydeligvis har haft svært ved at gøre romanstof til skuespil.

Jeg ville gerne give en ekstra stjerne til Liberty for vilje og mod til at servere anden tv-dramatik end langstrakte ugebladsnoveller om parforhold og gråmeleret, genbrugt Nordic Noir. Liberty er afgjort et skud i den rigtige retning, men retningen er desværre ikke helt i vinkel.