Lightyear

Toy Story-universet fik en perfekt afslutning med det emotionelle klimaks i den tredje film fra 2010.

Det holdt dog ikke Disney og Pixar fra næsten et årti efter at lave den ganske udmærkede Toy Story 4. Siden er der kommet små Pixar-produktioner direkte på streamingtjenesten Disney+, men nu indtager en Toy Story-figur igen biografen.

Lightyear følger astronauten Buzz Lightyears unge år og hans bedrifter som Space Ranger i det uendelige univers.

I bedste Star Trek-stil skal han undersøge en planets levevilkår, men den viser sig at være fuld af drilske slyngplanter og ondsindede insekter.

Med hjælp fra sin trofaste Space Ranger-partner Alisha formår Buzz at komme tilbage til rumskibet. Men det beskadiges, så de strander på den fremmede planet.

Buzz, Alisha og et hold af forskere er derfor tvunget til at opfinde en ny kraftkilde, der kan sende et rumskib i hyperfart og dermed få dem hjem.

Buzz afprøver adskillige mulige kraftkilder i en såkaldt slangebøssemanøvre rundt om den nærmeste stjerne, men hvert forsøg forskyder tiden i forhold til planeten som følge af tyngdekraftspåvirkningen.

Med andre ord er det plottet fra Christopher Nolans Interstellar.

Da Buzz endelig finder frem til den rigtige kraftkilde, er der gået 62 år på planeten. Alisha er død af alderdom, og planeten er truet af den onde Zurg og hans robotter.

Det lyder måske som et meget indviklet og unødvendigt komplekst set-up, og det er det også.

Resten af filmen er egentlig bare en lang jagt efter det, salig Alfred Hitchcock døbte en MacGuffin: et objekt, som alle filmens karakterer gerne vil have fat i.

I dette tilfælde er det kraftkilden, som kan skabe hyperfart.

I kampen mod Zurg får Buzz følgeskab af Alishas barnebarn Izzy, en bombeekspert på prøveløsladelse ved navn Darby og den evigt uduelige kujon Mo. De er alle Space Rangere med meget minimal træning, hvorfor de ser op til Buzz.

Den komplicerede handling trækker opmærksomheden væk fra en egentlig meget simpel fortælling, hvor Buzz skal lære at stole på andre. Den personlige historie bliver konstant afbrudt af actionscener, og meget atypisk for en Pixar-film virker det til, at de ikke stoler på publikums engagement i det indre drama.

Manuskriptet er den største hæmsko i Lightyear.

Bortset fra Buzz bliver alle de vigtigste figurer først introduceret i filmens anden akt, og de fremstår endimensionelle.

Skurken Zurg er direkte kedelig og humoren ofte dårligt integreret. Ser man bort fra en meget underholdende åbningsscene, er filmens jokes uoriginale, og de bliver genbrugt, indtil de slet ikke er sjove længere.

Men Pixar skuffer aldrig, hvad angår animationen.

Stilen i Lightyear er mere realistisk end ekspressiv, men rumskibene, dragterne og væsnerne er alle flot realiserede. Filmen når dog ikke de visuelt poetiske højder, som kendetegner de bedste værker fra Pixar: Toy Story-filmene, Op og Inderst inde.

Musikken er skrevet af Oscar-vinderen Michael Giacchino. Han fik biografsale til at flyde over af tårer i åbningen af Op, men musikken til Lightyear er anonym.

Skuespilpræstationerne er gode hele vejen rundt. Captain America-skuespilleren Chris Evans er en troværdig Buzz, og musiker og skuespiller Keke Palmer sælger Izzys aspiration om at leve op til familienavnet og gøre bedstemor stolt.

Jojo Rabbit-instruktør Taika Waititi virker dog efterhånden til at være overeksponeret. Rollen som Mo er i hvert fald langt fra hans bedste komiske præstation.

Pixar plejede at være eksperter til at lave film til hele familien, men Lightyear mangler dybde til de voksne og underholdning til de små.