Lille sommerfugl

Guldbryllupsparret på slægtsgården, Ernst og Louise, har inviteret familie og venner til fest i forsamlingshuset. Med suppe, steg og is, masser af bajere, vin ad libitum, sange og taler. Og akkompagneret af sønnens dansktoporkester, der synger slageren Lille sommerfugl.

Men hurtigt får vi at vide, at den er gruelig gal med økonomien. Stærkt racistiske Ernst, egnens store svineproducent og opkøber af gårde, har spillet fallit, men konen ved det ikke.

Under den lange guldbryllupsfest flyver der ugler op fra flere moser, og flere sandheder kommer for en dag. Ligesom i Thomas Vinterbergs Festen, men mere i dur end i mol.

Lille sommerfugl er instruktøren Søren Kragh-Jacobsens anden udflugt til det danske bøhland. I sit lille mesterværk Mifunes sidste sang var destinationen det forarmede Lolland. Her over tyve år efter går turen til det fede Fyn.

Vi er faktisk tilbage i landskabet for Morten Korch-film, men Lille sommerfugl er en dekonstruktiv én af slagsen. Genren overholdes, men der byttes om på roller, klichéer og værdier.

Stråtækte bondegårde fra hedenold forfølges stadigvæk af storbyens bankmænd, men bondemanden er selv en slesk kapitalist. Og de regionale landsbytosser med proper næve, platte vitser og grov humor er fremmedfjendske båtnakker.

Danmarks søde bondepiger går endnu til hånde med milde hænder og klare øjne, men deres dyd er for længst taget med og uden tårer.

Kærlighed er mere kompliceret end dengang i 1950’erne. Morten Korch’ verden er imidlertid stadigvæk et skjult matriarkat med fruen på gården som den egentlige magthaver. Hun sørger for, at alt falder til føje, så Dannebrog til slut kan hejses med maner.

Men ikke helt som før i denne nationalromantiske genre.

Søren Kragh-Jacobsen har med solidarisk sans for folkekomediens nostalgisk-nationale melodrama sat i scene med bid og vid mod lurmærket fremmedhad. Sågar i lune farver, næsten de samme, som dengang Poul Reichhardt var vagabond på Bakkegården.

Det hele understreges af instruktørens egen fabulerende realisme, som aldrig slipper virkeligheden og beholder et humanistisk håb om lys for enden af tunnelen.

Guldægteparret spilles inciterende af Karen-Lise Mynster og Jesper Christensen med dramatisk spil, der er lige ved at være for galopperende tragisk til lystspillets lattermilde trav.

Og når vi går ned ad mindernes boulevard med parret som unge, er der billeder af de to skuespillere i Aase Schmidts Verden er fuld af børn fra 1980.

Finn Nielsen har en af sine fineste roller som Ernsts soldaterkammerat, der er lidt forlibt i hans kone. Sønnen spilles fermt af Peder Thomas Pedersen, en moderne Ib Mossin, fortvivlet forelsket i en anden end sin kone – altid seværdige Mia Lyhne – der er i opløsning af svigt og hvidvin.

Sarah Grünewald demonstrerer i rollen som den unge servitrice Maja, at hun rørende kan agere mere end tv-vært i silke, stilletter og superlativer.

Lille sommerfugl er kernesund, politisk korrekt og kontant underholdning. Kærlighed blandt bønder – nu med kant. Men Søren Kragh-Jacobsen er mere eventyrfortæller end virkelighedsrealist. Heldigvis.