Limbo

En flok gymnasieelever fra Nakskov går akavet rundt og rundt mellem hinanden og øver de samme replikker fra den græske tragedie Antigone. Beretningen om en kvinde, der går til grunde i forsøget på at skaffe sin bror en værdig begravelse.

På byens sidste fabrik læsser traktorerne deres sukkerroe-last af i lange, statiske indstillinger.

Senere diskuterer eleverne halv-heftigt kønspolitik, mens deres unge lærer stikker til dem: ”Hvem er det stærkeste køn?” ”Kvinden”, er selv drengene enige om.

Og hvad betyder så det, kan man passende spørge sig selv om.

Scenerne præsenteres som mere eller mindre usammenhængende, men stærkt betydningsladede hverdagsfragmenter. Og den spillefilmdebuterende instruktør Anna Sofie Hartmann giver ikke mange ledetråde, når det gælder om at lure hvilken betydning.

I Limbo behandles historien perifert som en abstrakt størrelse, der af og til binder to fragmenter sammen. Det bliver til et fremmedgørende portræt af en provinsby med det ene ben i graven – et samfund i limbo.

Metaforen gælder naturligvis særligt for de unge lollikker på den opreklamerede tærskel til voksenlivet. I hjembyen har de ikke udsigt til andet end at arbejde på sukkerfabrikken, byens industrielle livline.

Men den rammer også plet på den nytilflyttede Karen, der underviser på gymnasiet og udfylder fritiden på må og få uden noget nævneværdigt socialt liv.

Den fåmælte 3.g’er Sara nærmer sig hende forsigtigt. En aften kommer eleven forbi læreren i en brandert og erklærer bramfrit, at hun er forelsket. Karen sårer hende dybt med et velmenende pædagog-svar: ”Det tror jeg ikke.”

Konsekvenserne af sammenstødet udspiller sig mestendels, når kameraet ikke kigger med. Og klimakset er et af dansk films vel nok mest henkastede skildringer af en tragedie.

Hartmann lægger en distanceret stil for dagen, der låner sin kølige, nærmest uinteresserede observationsskildring fra filmskabere som Michael Haneke og Gus Van Sant. De melankolske eksistenser undersøges som insekter i et mikroskop – ikke som enkeltindivider, men som del af et indelukket mikrokosmos.

Miljøbeskrivelserne tildeles lige så meget vægt som karaktererne, og hver handlingsstreng er rundhåndet polstret med trøstesløse stemningsbilleder fra omegnen, der overlader det til tilskueren at associere frit på egen hånd.

Når denne tilgang rammer plet, skyldes det især fotograf Matilda Mester, en selvsikker billedkunstner, der forfølger handlingen på afstand i diskret dragende kompositioner.

Distancen til trods er filmen en æstetisk nærværende oplevelse, der virker inciterende i sit brud med konventionerne.

Dertil kommer nøje afmålt naturalisme fra de to hovedrolleindehavere, Annika Nuka Matthiasen som Sara og særligt Sofia Nolsøe Mikkelsen som Karen, der ubesværet mestrer kunsten at sige meget med lidt.

Hartmann får sin hjemstavn til at fremstå lige dele eksotisk og sørgeligt velkendt – en gymnasium-by i Udkantsdanmark hvorfra intelligente unge søger i storby-eksil, så snart de kan komme til det.

Sådan gjorde hun også selv. Hun er også barn af Nakskov, men tog først til Den Europæiske Filmhøjskole og senere til Berlin, hvorfra pengene til Limbo kom.

Det gør portrættet personligt, men også nådesløst bittert. Og det målrettede fokus på provins-tristesse, hvor den eneste adspredelse består i våde byture på bodegaer med plasticmøbler, er ensidigt og trættende i længden.

Men at Hartmann nægter at gøre knæfald for tilskueren ved at gøre sin film mere lettilgængelig, vidner om en kunstnerisk integritet, der er klædelig for en debuterende instruktør. Så indfinder nuancerne sig måske senere.