Limboland

Den danske ungdoms følelses- og sexliv er de seneste år blevet hudflettet godt og grundigt i serier som DR3’s Doggystyle, TV 2’s Sex og så selvfølgelig Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags fremragende generationsportræt 29.

Sidstnævnte kommer fra tv-kanalen Xee, der også er hjem for det nyeste skud på stammen: Limboland, der flot fortsætter traditionen ved at stikke fingeren ind i usikkerhedens åbne sår.

Serien følger tre meget forskellige unge kvinder i midten af 20’erne. Deres veje mødes igen, da de tropper op til en genforeningsfest for deres gymnasieklasse, hvor man traditionen tro skal høre, hvad folk har lavet de seneste år.

Freja er lettere vantro, når hun hører, at hendes jævnaldrende har fået hus i Allerød og job i en NGO, mens der sågar er én med gravid mave. Selv er hun i en situation, hvor hun hverken studerer eller har fast arbejde, men er i gang med at opbygge gæld ved at købe tøj på internettet.

Freja er kommet til festen med veninden Nadja, der med sit stærke engagement i medicinstudiet lader til at have anderledes styr på tingene. Men under overfladen kan hun ikke overskue, at hendes kæreste hele tiden vil være sammen med hende.

De to støder ind i den udfarende Katrine, hvis tilstedeværelse på sociale medier resulterer i opmærksomhed og en festinvitation fra influenceren Anders Hemmingsen.

Frederikke Dahl Hansen er som altid dybt troværdig som forvirrede Freja, mens Emma Sehested Høeg spiller på alle tangenter som højtråbende Katrine, der i kvindekampens navn bedømmer sine sexpartneres præstationer på sociale medier. Langt mere afdæmpet er Angela Bundalovic, der smerteligt går i clinch med tvivlens væsen, når Nadja tyr til study drugs for at klare presset.

Der har siden starten på det 21. århundredes tv-guldalder været en debat om, hvor meget sympati man skal have med de mandlige antihelte i serier som The Sopranos, Mad Men og Breaking Bad.

Selv om de tre kvinder i Limboland modsat deres forgængere ikke er mordere, holder man bestemt ikke med dem hele tiden. Faktisk er de ganske ofte forfærdelige, når de pisser på hinanden og alle andres behov, fordi de ikke kan se ud over egen næsetip.

Limboland er skrevet og instrueret af Rikke Louise Schjødt, der tidligere har stået bag en række kortfilm, som kan ses på Ekko Shortlist.

Hun retter i serien en anklagende pegefinger mod sin generation, der har så travlt med at forløse sig selv, at andre mennesker mest er noget, som står i vejen. Med øjensynligt små midler skaber instruktøren et pulserende troværdigt univers, hvor afstanden mellem Vesterbro og Valby er forskellen på, om man er cool eller håbløst faldet af vognen.

Det virker som et bevidst valg, at Frejas forældre ikke bliver inddraget i hendes problemer, selv om hun kommer på mere og mere dybt vand. Der ligger helt klart en historie i det forhold – som det måske er tanken at udforske i en eventuel næste sæson? – men det er alligevel forstyrrende, at en formentlig central del af hendes person ikke belyses.

Til gengæld får Rikke Louise Schjødt det maksimale ud af sit galleri af bipersoner, der primært er mændene i de tre kvinders liv.

Sebastian Sarning spiller en humørfyldt ungersvend, der undrer sig over kun at få tre ud af fem stjerner for sin præstation på lagnet med Katrine. Han gav hende jo en orgasme! Men som hun forklarer sine følgere på de sociale medier, var øjenkontakten der ikke rigtig under penetrationsdelen.

Den komiske timing sidder også lige i skabet, når en af seriens mest dramatiske øjeblikke – og et lavpunkt for flere af personerne – får tilsat Basshunters eurodance-hit Boten Anna. Hvad mangler ellers på en ubehagelig køretur hjem fra sommerhus i Sverige?

Limboland graver dybt i kvartlivskrisen, der er blevet et fænomen i takt med, at sociale medier har skabt en forventningskultur, hvor man hele tiden skal sammenligne sig selv med andre.

Det er ofte ikke særlig rart at se på, men det er samtidig svært at forestille sig en serie, der bedre indfanger tidsånden.