Listen to Me Marlon

”Andre skuespillere går ikke rundt og diskuterer, hvem der er verdens bedste skuespiller, fordi det er åbenlyst – det er Marlon Brando.”

Jack Nicholson slog endnu engang hierarkiet fast i 2004 i en nekrolog over sin ven og nabo.

I Listen to Me Marlon bliver han dog ikke spurgt. Marlon Brando er filmens eneste reelle talking head, der henvender sig direkte til kameraet som et frit hængende ansigt genskabt ud fra ansigtsscanninger foretaget i 80’erne. Den døde mand taler så at sige hinsides graven. 

”Jeg blev scannet i dag,” forklarer han, ”så nu kan jeg leve for evigt.”

Men billedet er forvrænget og ustadigt, mens lyden knitrer. Det forankrer optagelserne i fortiden. Ingen kan leve for evigt.

Livet igennem optog Brando sig selv. Til en dokumentar, foreslår han på et tidspunkt. Eller til en selvbiografi, måske bare selvhypnose. Det er uklart, men skuespillerens dødsbo indeholdt hundredevis af spolebånd, kassettebånd og hjemmeoptagelser, hvor Brando uforbeholdent og intimt reflekterer over sit livs succeser og fejltagelser.

Instruktøren Stevan Riley lyttede sig igennem dette livsværk, og kondenserer et medieombrust livsforløb til et medrivende aftryk af en følsom mand, der kæmpede med sit omdømme, vægt, kunst, libido og sine neuroser.

Historien om Brandos liv starter med en tragedie i starten af 90’erne, der gav offentligheden et smerteligt indblik i den aldrende, pressesky skuespillers privatliv. Brandos ældste søn havde skudt og dræbt sin svoger efter et skænderi, og foran allestedsnærværende tv-kameraer påtog skuespillerlegenden sig en del af skylden: ”Jeg har været en dårlig far ...”

Derfra springer vi tilbage til 50’erne. Unge Brando bryder igennem som den dyrisk temperamentsfulde Stanley Kowalski i Omstigning til paradis og slår sin stjernestatus fast med filmhistoriens mest berømte sjæleskrig: ”Stella! Stella!”

Den uforudsigelige Brando var indbegrebet af rå, destruktiv maskulinitet, en spontan improvisationskunstner og et ungdomsikon, længe før James Dean fandt pomaden frem. Hans magnetiske karisma og bydende positur gjorde ham til 50’ernes mandlige sexsymbol, og han nød opmærksomheden.

Mens vi ser de tidligste testoptagelser af en purung, bredskuldret og storcharmende Brando, reflekterer han på sine ældre dage: ”Jeg så ret godt ud dengang.”

Kort efter udtrykker den aldrende Brando, der havde seksten børn med forskellige kvinder på samvittigheden: ”Efter et vist punkt har penissen sin egen vilje.”

I arkivmaterialet – klip fra film, interviews og presseomtale – taler Brando til os. I hjemmeoptagelserne taler Marlon til sig selv, og udtalelser som den overstående giver portrættet en nærmest voyeuristisk intimitet, der ville føles grænseoverskridende, hvis ikke Rileys portræt var så sympatisk.

Ja, han var sikkert en dårlig far. Han var uden tvivl en dårlig ægtemand, og når han tog roller udelukkende for pengenes skyld, var han en dårlig kollega.

Men han var også en gudbenådet skuespiller, der levede sig så meget ind i sine roller, at han ikke behøvede at lære sine replikker udenad, men kunne nøjes med stikord.

Hans følsomhed fordrede et socialt engagement, der var usædvanligt i datidens Hollywood. Han demonstrerede for borgerrettigheder. Han marcherede gennem Harlem, da Martin Luther King blev skudt. Og da han vandt en Oscar for The Godfather, sendte han en indianer for at nægte prisen i protest mod industriens dæmonisering af indianere.

Samtidig kæmpede han med indre dæmoner. Opvæksten i et alkoholikerhjem, hans egne mangler som forælder, svigtende selvværd og vægtproblemer.

Afdøde Marlon erkender et livs neuroser, alt imens han reciterer poesi og Shakespeare, bagtaler sine kolleger og løser verdens problemer i samtale med sine venner.

Stevan Riley krydrer bekendelserne med humaniserende humor: ”Lyt til mig, Marlon. Du skal nyde de ting, du holder af. Æbletærte. Is. Brownies. Du skal nyde disse ting. Men du skal prøve at nyde dem mindre ofte.”

Listen to Me Marlon er et enestående, udleverende billeddigt og et empatisk portræt af et filmhistorisk fyrtårn.