Little Galaxies

Siden det første lille gennembrud i 2004 med det finurlige selvportræt Rejsen på ophavet har Max Kestner skabt sin egen niche i det danske filmlandskab. Han har lavet en række formsprængende værker, hvor ikke mindst genrebegrebet har været under omkalfatring. 

I film efter film har han udviklet og perfektioneret sine greb og metoder, samtidig med at han også er blevet ved med at udfordre sig selv. 

Det sidste kom til udtryk i 2017 med QEDA, noget så usædvanligt i en dansk sammenhæng som en science fiction-film. Og med sit seneste udspil, Little Galaxies, har han bevæget sig ud i endnu en uudforsket hybrid-egn, nemlig den dokumentariske musical. 

Selv om begrebet ”dokumentarisme”, som næsten altid hos Kestner vrides til noget nær ukendelighed. 

Filmen udspiller sig i Barcelona, hvor de altdominerende hovedpersoner – et par unge kvinder, Elisabet (Elisabet Solé Roca) og Lucía (Lucía H. Torres) – færdes som to molekyler eller planeter i et kosmos, hvor der måske, måske ikke, findes en mening med at lade deres baner krydse hinanden. Og med denne sprogbrug har vi allerede antydet filmens toneleje og dens på en gang distancerede og intime blik på karaktererne. 

Fra Kestners tidligere arbejder genkender vi fornemmelsen af en usynlig dukkefører, som med sikker hånd har tilrettelagt filmens univers og undervejs spiller virtuost på alle fortællingens virkemidler, både de kendte og de nyopfundne. 

Dette aspekt manifesteres mest tydeligt i en voice-over – en engelsk kvindestemme. Stemmen indrammer og kommenterer det spansksprogede univers med en monolog, som lydefrit blander instruktørens egne formuleringer med citater fra verdenslitteraturen (klip fra de bøger, hovedpersonerne tilfældigt får fingrene i). 

Men samtidig har Kestner denne gang i nogen grad givet slip på sin vanlige kontrol. 

En del af det stof, der er vævet ind i filmens komplekse tekstur, er tilsyneladende et dokumentarisk materiale optaget over en længere periode, hvor man uden at få specifikke biografiske oplysninger om Elisabet og Lucía kommer så tæt på dem, at man så at sige kan fornemme deres indre sjælemusik. 

Det sidste udtryk er ikke tilfældigt valgt. 

For det første er Little Galaxies et bud på at sætte billeder på menneskers indre liv. Og dernæst er lige netop brugen af musik med til at gøre filmen til et enestående værk, både i Kestners eget regi og i det hele taget. 

I en syv-otte scener undervejs forsvinder personerne ligesom ind i sig selv og bryder ud i sang, vel at mærke uden at omgivelserne tilsyneladende bemærker det. Og disse sange er blevet til i en ganske særegen proces. 

Kestner har bedt de to hovedpersoner om at skrive eller improvisere nogle sangtekster, som så efterfølgende er blevet bearbejdet af henholdsvis komponisten Flemming Nordkrog og Jomi Massage og hendes ensemble Speaker Bite Me. Og derpå er sangene blevet inkorporeret i filmen – ikke så meget som pauser i handlingen (der ikke rigtigt findes), men snarere som endnu et element i et poetisk/musikalsk flow af bevidstheds- og virkelighedsfragmenter. 

Max Kestner har altid været dygtig. 

Det er han også i den nye film. Men samtidig er det, som om den næsten rigide metodestramhed, der har præget nogle af de tidligere værker, nu i nogen grad er blevet erstattet af en mere moden åbenhed, en højere grad af modtagelighed for tilværelsens mysterier, flertydighed og uforudsigelighed. 

I Little Galaxies fornemmes en øget villighed til at lade sig forme af livet. Hvor man tidligere måske mest af alt er blevet imponeret over alle de hjerneknipsende påfund, bliver man denne gang først og fremmest berørt af en film, der på sin helt egen måde går under huden med sine sonderinger af sjælelige tilstande. 

Dermed har Kestner igen sprængt sig fri af sin egen fortid og konventionerne og samtidig lagt konturerne ud til endnu et rigt landskab, som bare ligger og venter på at blive udforsket.