Little Richard: I Am Everything

Ingen kan benægte, at Little Richard (1932-2020) var en af de allervigtigste drivkræfter bag rock’n’roll-musikken, som har defineret mange års popkultur.

Det er svært at overvurdere hans betydning, og alligevel virker det ved første øjekast, som om amerikanske Lisa Cortes’ dokumentar om rocklegenden gør netop det.

Som undertitlen I Am Everything antyder, bliver musikeren (født: Richard Wayne Penniman) i filmen gjort til mere end en indflydelsesrig performer og idémand. I instruktørens øjne er han selveste motoren i de sidste 65 års vestlig kultur!

I form af funklende støvkorn flyver Richards ånd igennem billeder af alt fra The Beatles til nutidig queer-kultur og giver magisk liv til ethvert nybrud.

Alt kommer fra ham.

Det er åbenlyst en overdrivelse, men jo mere tid, vi tilbringer i selskab med Little Richard, jo stærkere bliver Cortes’ argument.

Little Richards homoseksualitet har været kendt i mange år, men instruktøren dykker ned i kunstnerens modsætningsfyldte queer-status på unikt nuanceret vis.

For skaberen af rock’n’roll var ikke bare sort, bøsse og handikappet (forskellige længde arme). Nej, han udstråler på alle gamle optagelserne en fundamental queerhed, der hæver sig over seksualitet, kønsidentitet, race og musiktraditioner.

Den unge Richard optrådte faktisk som dragqueen, og senere deltog han i orgier. Men paradoksalt nok var hans androgyne optræden på scenen primært tænkt som en måde at få adgang til de hvide spillesteder, hvor hans flamboyante udtryk fik hans vilde musik til at virke mindre truende.

Little Richard er fascinerende modsætningsfyldt. Midt i rocksuccesen blev han famøst en genfødt kristen og frasvor sig rock’n’roll og senere også sin egen seksualitet.

”Gud viste mig, at han lod Adam være med Eva – ikke med Steve,” som han formulerer det over for tv-værten David Letterman.

Selv om queer-ikonets skift er blevet oplevet som et svigt af inkarnerede fans, var han med til at give folk et håb, lyder det fra dokumentaren.

”Det var lettere for ham at sætte andre fri end at sætte sig selv fri,” som en af hans gamle venner forklarer.

Selv gennem den superkristne persona skinner Richards unægtelige queerhedigennem. Og jo længere vi stirrer på hans utroligt progressive udtryk og sammenligner med billeder af David Bowie og nutidens queer-kunstnere, jo stærkere bliver filmens pointe.

Selvfølgelig var Little Richard ikke ansvarlig for de sidste 60 års fremskridt i køns- og seksualitetspolitik. Men det er svært at forestille sig nutidens queer-æstetikuden ham.

Little Richard: I Am Everything slår fast med syvtommersøm, hvor groft undervurderet musikerens bidrag til kulturen har været, hvis man tænker på hvide rockreformatorer som Elvis.

De unikke kvaliteter i hans musik syder ud af biografhøjtalerne, og så meget mere sørgeligt bliver det at se en optagelse med den aldrende Richard, der optræder mere og mere pinligt selvhævdende.

Ved en hyldestceremoni for Otis Redding holder han en tale om sig selv og trygler publikum om anerkendelse.

Han var nødt til at hævde sig selv og bogstavelig talt demonstrere på gaden for at få royalty-betalinger, hvis han skulle have en chance for at nyde den værdsættelse, som alle fra Beatles til Bowie kom med.

Den eneste oprejsning for Little Richard, der døde uden rabalder i 2020, var, da han grædefærdig modtog en ærespris ved American Music Awards i 1997.

Ofte er den slags priser tåkrummende rygklapperi, men i hans tilfælde bliver det et rørende øjeblik i musikhistorien.