Livets bedste år

Det er altid forbundet med en stor risiko, når en instruktør beslutter sig for at følge op på en succes mange år senere. 

Sjældent lykkes det, og ofte bør man lade være.

Den franske sværvægter, Claude Lelouch, holder sig dog ikke tilbage. Karrierens højdepunkt, 1966-nybølgefilmen Manden og kvinden, der gik sin sejrsgang i Cannes og ved Oscar-uddelingen, har han lavet hele to opfølgere til.

Den første film beretter en fin og tidstypisk historie om Anne (Anouk Aimée) og Jean-Louis (Jean-Louis Trintignant), der begge har mistet deres ægtefælde. De mødes tilfældigt på deres børns kostskole og forelsker sig. Siden må hun erkende, at han er lidt for glad for kvinder.

I 1986 lader Claude Lelouch i Manden og kvinden 20 år efter sine to hovedpersoner mødes igen. Og 33 år senere mener han, at deres veje endnu engang skal krydses.

Selv om Livets bedste år fra 2019 kan føles som et nostalgitrip, der lever af ånden fra den første film, formår den alligevel at være sin egen.

Den er på en og samme tid et dejligt gensyn med Aimee og Trintignant og en fortælling om at være i sit livs efterår og mindes de bedste år af ens liv.

53 år efter deres kærlighedsaffære sluttede, arbejder en nu rynket, men stadig smuk Anne i en lille butik i Normandiet. Her får hun besøg af Antoine – Jean Louis’ søn – som hun tilbragte tid med år tilbage.

Årsagen til besøget er, at faren er kommet på et plejehjem og lider af begyndende demens. Jean-Louis kan dog godt huske noget, nemlig Anne, som han livligt fortæller alle om.

Sygeplejerne mener, at det ville være godt for Jean-Louis og hans hukommelse at få besøg af Anne og derfor forsøger Antoine at overbevise hende. Som han siger: ”Du er hans bedste minde.”

Tøvende besøger hun Jean-Louis. I begyndelsen genkender han hende ikke, men fortæller blot, at hun minder ham om den, han elskede mest. Kemien er der stadig. Anne mærker de hengemte følelser blusse op igen, og Jean-Louis mærker i hendes selskab igen, hvordan det er at leve.

Livets bedste år løftes i høj grad af de to gamle stjerner. Lelouch har formået at hive 89-årige Tritingnant tilbage fra pensionstilværelsen. Skuespillerens aldrende krop og rynkede ansigt formidler den vemod, han føler i denne sidste stadie af livet. Akkurat, som han gjorde det i Michael Hanekes noget tungere Amour.

Alene første indstilling kunne have været en kortfilm i sig selv. Kameraet zoomer ind på Jean-Louis, der sidder i en kørestol – med skønheden og livet bag sig.

Men også Anouk Aimée i en alder af 88 formår stadig at suge opmærksomheden til sig. Scenen, hvor Anne sidder over for Jean-Louis i deres første møde i årevis, og hun forsigtigt forsøger at fjerne håret fra ansigtet, er sand magi. Som Jean-Louis kommenterer: ”Du er virkelig smuk, når du fjerner dit hår sådan.”

Når de to kører sammen i bil og konverserer romantisk med Francis Lais smægtende, musikalske tema i baggrunden, er det svært ikke at forelske sig i de to, imens der klippes tilbage til sepia-billeder fra klassikeren.

Filmen balancerer på en knivsæg mellem poetisk kærlighedsfortælling og kitschet sentimentalitet.

Ofte bliver der hældt for meget fløde i kaffen. Man kunne godt have undværet den patosfyldte stryger- og klavermusik. Men så opstår der pludselig et ægte, magisk filmisk øjeblik – som når Lelouch lader sin kortfilm C’était un rendez-vous fra 1976 køre i baggrunden.

En mand fræser gennem Paris’ gader for at nå op til en kvinde, der venter på ham på toppen af byen ved Sacre Coeur. Imens høres Trintignants dybe røst, og unge versioner af Jean-Louis og Anne pludselig dukker op på lærredet.

Her kombinerer instruktøren på fornem vis det gamle og det nye.

Ligesom i Richard Linklaters Before-trilogi træder historien ud af fiktionens ramme ved at vise skuespillernes virkelige aldring og bliver derved et storslået billede på tidens gang.

Det er indimellem for meget, men i selskab med Aimée og Trintignant er det umuligt ikke at blive charmeret og berørt af en film, der sagtens kan ses uden at have den gamle inde på livet.