Living

Mr. Williams er kontorchef på et rådhus i London. Nærmere betegnet den tekniske afdeling, hvor man med en snegls hastighed tager stilling til projekter vedrørende hovedstadens beskaffenhed.

En dag går han tidligere end vanligt fra sit kontor. Han har en tid hos lægen, der fortæller, at Williams med sin mavekræft kun har højst ni måneder at leve i.

Manden er via sit kværnende kontorarbejde blevet en skygge af sig selv. Hans øgenavn på kontoret er zombie. Nu agter han at leve sit liv fuldt ud om kap med døden, helliget en sag, som kan blive et meningsfuldt eftermæle.

At få en længe syltet legeplads for arbejderfamiliens børn op at stå.

Hvis man synes at genkende den traurige historie, er det fordi, at Living er baseret på Akira Kurosawas mesterværk fra 1952, At leve. Fortællemæssigt og tematisk lægger filmen sig meget tæt op ad japanerens skildring af en tørvetrillende bureaukrats sidste tid.

Men man gør bedst i at glemme forbilledet.

Kurosawas film er en samtidsskildring af et eskalerende amerikaniseret Japan lige efter Anden Verdenskrig og godt saltet med ironi, satire og ikke mindst social indignation, der tager toppen af den bastante sentimentalitet.

Den engelske version er sparsomt krydret af den berømte britiske humor. Især i filmens første halve time, hvor hovedpersonen (overbevisende Bill Nighy) går på druk med en Dylan Thomas-agtig, vred ung mand (en burlesk og fandenivoldsk Tom Burke).

Ellers er der ikke meget at grine ad. Dramatisk har man droppet forbilledets gangsteragtige boligspekulanter og kun ladet papirnusseri og bureaukrati være fjenden.

På den anden side er det en ung arbejderkvinde (spillet kækt, kærligt og cockney af Aimee Lou Wood), som har dåseåbneren til vor kontorchefs sardinsjæl i blik og olie. Hun giver tristheden lidt tiltrængt kulør.

Det er rigtigt mange år siden, jeg har set en ærke-engelsk film. Jeg skal nok helt tilbage til James Ivory-dramaet Resten af dagen fra 1993 for at finde en mere eklatant engelskhed med alle fordommene om stive overlæber og forstenet underliv, flegmatiske øjenbryn og sardoniske smilehuller.

Det er ikke så mærkeligt.

Nobelpristageren Kazuo Ishiguro, der er forfatteren bag bogforlægget til Resten af dagen, er manuskriptforfatter til Living. Så endnu engang er det en sang om koldslåede briter, der ikke formår at udtrykke følelser endsige kommunikere kærligt med deres nærmeste.

Filmen er konsekvent i sin engelske nostalgi og begynder som i gamle dage med titel og rulletekster, tintet i tidstypisk technicolor, adstadigt klippet og pænt fotograferet i regn og sol, Big Ben og Piccadilly Circus.

Det hele er nænsomt indrammet af fortidens filmformat, før Cinemascope gjorde film større og støjende.

Historien er selvfølgelig totalt uden sex. Det er Dronning Victoria og Winston Churchills bigotte Storbritannien og smuldrende Imperium.

Helt ned i detaljen er der kredset for små og store ting ved tidsåndens smalsporede, nedslidte og nødtørstige Storbritannien, som kun på papiret vandt verdenskrigen og har et meget mangelfuldt velfærdssamfund at gøre godt med.

Living er en charmerende periodefilm om et samfund, som endnu ikke skammer sig offentligt over at være klassedelt og konservativt.

Den vil blive værdsat af pensionerede engelsklærere, ældre anglofile og traditionelle elskere af veltrukken te og tøj i tweed. Kort sagt, af sværmere for det gode, gamle London.

Dengang hvor mænd gik i bowler og stribet jakkesæt, kvinder i anstændig dragt og tækkelige kjoler uden kurver. London før Margaret Thatchers liberalisme, saudiarabiske prinser og russiske parvenuer ødelagde metropolens særlige charme for både høj og lav.