The Lobster

Den græske auteur Yorgos Lanthimos må være to tredjedele geni, eftersom han skriver sine geniale film sammen med Efthymis Filippou, der ergo må være kvart eller halvt geni.

Efter de to rent græske mesterværker – Dogtooth og Alperne – er The Lobster (Hummeren) hans første internationale og engelsksprogede produktion med et tydeligvis mangedoblet budget. Intet af det får imidlertid Lanthimos til at ryste på hånden.

Hans originalitet er totalt i kontrol.

Kameraets indstillinger er lige en grad mindre excentriske og mere centrerede. Til gengæld er selve fortællingen mere detaljerig i sin hittepåsomhed og mere ekspansiv i sin knopskydning, mindre Kafka’sk og mere Svend Åge Madsen’sk, kunne man sige.

I Dogtooth og Alperne var fokus på små, virkelighedsforvridende interventioner i den verden, vi kender: Indespærrede søskende får at vide af deres far, at de først kan slippes fri, når hundetænder vokser frem.

En skuespillertrup agerer efterladtes afdøde slægtninge. I The Lobster har Lanthimos og Filippou opfundet en hel, alternativ verden med indslag af genuin fantastik. Partnerløse personer sendes på hotel, og hvis de inden 45 dage ikke har fundet en partner, som de har en eller flere centrale kvaliteter eller defekter tilfælles med, forvandles de til et dyr efter eget valg.

Vi følger nyskilte, vildt melankolske David – spillet både hjerteskærende og enerverende af Colin Farrell – under hans ophold på hotellet. Han er ledsaget af en hund, der tidligere var eller rettere simpelthen er hans bror, og efter nøje overvejelse har han besluttet at blive en hummer, hvis han skulle forblive alene. Hummere lever nemlig længe.

Efter en fatalt mislykket pardannelse med en hjerteløs kvinde, han ikke formår at leve op til, flygter David ud i skoven og tilslutter sig en flok terroristiske enspændere. En af dem er en nærsynet kvinde (Rachel Weisz), som han for alvor forelsker sig i. Men det er ikke tilladt i skovens akkurat spejlvendte samfund. Det hævner sig også – mindre magisk, men ikke mindre grumt.

Hotellet er så rigeligt komplet og mættet en verden, at min hjerne decideret protesterer mod at følge med David ud i skoven og den verdens regler – og ikke mindst stemningen: kulden og klarheden på hotellet versus vildskaben og pludseligheden i skoven.

Hver især er hotellet og skoven de skarpest og egensindigst fabulerede særuniverser, jeg er blevet konfronteret med siden amerikanske Alexandra Kleemans debutroman You Too Can Have a Body Like Mine og herhjemme måske Svend Åge Madsens sci-fi-roman Det syvende bånd.

Tilsammen er der slet ingen konkurrence.

Lige så perfekt fungerer dobbelt-universet som ren og autonom fabel i sig selv og som nådesløs satire på civilisationsdannelse i almindelighed og parforholdsdyrkelse i særdeleshed.

Hertil kommer alskens kostelige, uhyggelige og rørende del-påfund (skovens eneboere, der danser stille mellem hinanden med hovedtelefoner på), og selve denne stive, dirrende, dead pan-spillestil – lige dele Hal Hartley og Buñuel – som alle, fra John C. Reilly til Léa Seydoux, perfekt underlægger sig.

Og kamelen og påfuglen, der som naturligste ting i verden vandrer forbi i skoven. Og den forfærdelige happy ending! For det er også bare verdens bedste og mærkeligste kærlighedsfilm.