London Has Fallen

Der findes tre slags film: gode, dårlige og ligegyldige.

De gode er selvfølgelig at foretrække, mens de dårlige i bedste tilfælde er så ringe, at de faktisk bliver lidt fornøjelige. Og så er der den sidste og værste kategori: de ligegyldige. De flyver ofte under radaren, fordi de er så kønsløse, at man har glemt dem allerede under rulleteksterne.

London Has Fallen prøver at være underholdende dårlig, men er med få undtagelser blot ligegyldig.

Udgangspunktet er ellers lige så spændende, som den er uhyggeligt aktuel i en verden, hvor Bruxelles blot er den seneste i rækken af angrebne storbyer. Under en statsbegravelse i London udfører militante islamister et terrorangreb mod statsoverhovederne for verdens ledende lande.

Derfor må livvagten Mike Banning (Gerard Butler) – fra den lidt mindre håbløse forløber Olympus Has Fallen, hvor Det Hvide Hus er under angreb– endnu engang redde USA’s præsident Benjamin Asher (Aaron Eckhart).

Det fører dem på flugt til bens gennem Londons gader, hvor stort set enhver i politiuniform i virkeligheden er en morderisk terrorist. Ud over at være politisk polariserende er London Has Fallen mere paranoiavækkende end eskapistisk, hvilket er svært at se som en styrke.

Hele idéen bag filmen er selvfølgelig dybt absurd, men den forsøger at tilføre realisme gennem en strøm af nyhedsbulletiner. Realismen går dog fløjten i det øjeblik, at karaktererne åbner munden og leverer grinagtigt dum dialog, som er betydeligt sjovere, end når filmen faktisk forsøger at være morsom.

Olympus Has Fallen var knap så håbløs som fortsættelsen, fordi instruktør Antoine Fuqua dengang trods alt fik strikket nogle gedigne actionscener sammen.

I Babak Najanis London Has Fallen er der kun én sekvens, der hæver sig over bulder og brag: et skyderi i Londons gader, hvor kameraet uden klip følger i hælene på soldaternes effektive fremryk. Det skaber lidt samme effekt som i den tilsvarende scene i første sæson af True Detective, hvor man suges ind i kampen af det insisterende one-take.

På plussiden er det som altid herligt at se Morgan Freemans guddommelige smil.

Han gentager den på flere måder utaknemmelige rolle som politikeren Allan Trumbull, der endnu engang må overtage præsidentens job og være commander in chief. Ligesom Bannings kone Leah (Radha Mitchell) – der venter hjemme med et nyfødt barn – lades han dog i stikken af det slappe manuskript, der ikke gør dem til andet end rammefigurer, som dukker op til start og slut.

Det er de færreste film på 99 minutter, der føles for lange, men den præstation lykkes for London Has Fallen.

Filmen løber simpelthen tør for idéer, så snart de to helte ender på egen hånd og forlader sig på at lade Banning myrde terrorister på mere eller mindre opfindsom vis. Historien om den vestlige hævner, der ene mand tager kampen op mod en flok morderiske islamister, er en velkendt kliché, der i dette tilfælde ikke er særligt underholdende.

Der er imidlertid en smule tvetydighed til sidst i London Has Fallen, som kunne betyde, at filmen er sig sin absurditet bevidst.

Uden at afsløre for meget bliver der nemlig kastet flere bomber, og dermed er vi tilbage ved starten, og det kunne godt være en kommentar til krigen mod terrorens hævnspiral.

Det er formentlig en alt for imødekommende overfortolkning, men vi lader tvivlen komme filmen til gode og lander på to ligegyldige stjerner.