The Lost Leonardo

Et af de mest ubetalelige øjeblikke i Andreas Koefoeds voldsomt pirrende, vildt forførende og totalt thriller-agtige kunstkrimi-dokumentar The Lost Leonardo indfinder sig efter ret præcist 34 minutter.

Konservatoren Dianne Dwyer Modestini roder rundt i en reol i sit sommerhus i Toscana og finder et lille maleri, som hun tilskriver sin afdøde mand Mario. Eller næsten.

”Mario yndede at male på de her små stykker træ,” siger hun. ”Her er et lille billede, han har malet. Tror jeg nok. Jeg tror, det er Marios. Eller også er det mit. Jeg er ikke helt sikker.”

Grunden til, at scenen er så morsom, er, at ordene kommer fra netop den ekspert, der 22 minutter tidligere i filmen – ud fra en angiveligt usynlig overgang mellem selve læben og overlæben på et portræt – har udtalt sig skråsikkert om dets autenticitet.

Læben ligner nemlig læben på Mona Lisa-maleriet. Ergo er det her et Leonardo-maleri.

Netop den halvt afsagte dom bliver begyndelsen på en rejse, som det pågældende maleri kommer ud på. En rejse, der overgår enhver forstand. Så forbløffende er den faktisk.

I 2005 dukkede Leonardo da Vincis maleri af verdens frelser – ”il Salvator Mundi”, altså Jesus Kristus – op, da forretningsmanden Basil Clovis Hendry fra Baton Rouge i Louisiana i USA pludselig solgte ud af sin kunstsamling.

Maleriet mente man ellers var gået tabt i 1603, men her var det altså! Bortset fra, at ingen rigtig havde opdaget det endnu. Det blev sat til salg for en slik. Et par kunsthandlere fra New York spottede billedet og slog til.

De to købere er sleeper hunters, det vil sige kunsthandlere på udkig efter undervurderede værker på auktioner. Efterfølgende får de maleriets ægthed verificeret på Londons fornemme nationalmuseum, The National Gallery, af et hold af internationale eksperter.

Eller de får det næsten verificeret, men pyt.

De skynder sig at sætte Leonardos Jesus-maleri til salg for – hold fast – 200 millioner dollar.

For går den, så går den …

The Lost Leonardo er en hæsblæsende jagt på sandheden. Og jagten er indimellem så surrealistisk og voldsom, at man ikke tror sine egne øjne. Vi er helt oppe i Mads Brügger-klassen af sindssyge paradokser, vilde afdækninger og milliardskandaler.

Filmen er stringent fortalt i tre kapitler.

Først kommer en kunstdel, der handler om selve billedet, dets historie og ægthed. Så kommer en business-del, som handler om de vilde handler, der bliver lavet med billedet. Og al den snyd og alle de fake news, der indgår.

Men til sidst ender filmen på den geopolitiske arena, hvor saudiarabiske prinser og franske præsidenter kindkysser og storsmilende indgår studehandler.

Man kan næppe lave en dokumentar om det, der måske er et Leonardo-maler, uden selv at blive farvet af emnet. Og Koefoed falder – heldigvis – i med begge ben.

Dokumentaren er smuk. Den emmer af æstetisk sans, droneoptagelser af Louvre og den gyldne engel over Berlin. Der er sart lys kastet igennem flagrende hørgardiner, sprød skarphed, matematiske linjer fanget i arkitektur, intense macro-optagelser af små sprækker i oliemalingens skønhed og hammershøiske åbne døre og vinduer.

Som tilskuer bliver man også selv mere bevidst. Pludselig bemærker man, hvordan instruktørens arbejde med konsekvent at bruge modlys i portrætter og interviews tilføjer ansigterne lidt af den samme dybde som portrætterne i højrenæssancen.

Der er næppe nogen branche, som er mere postmoderne og zen-agtigt uudgrundelig i sin omgang med begrebet ”værdi” og med kolde kontanter end kunstbranchen. Branchen er leveringsdygtig i skandale på skandale, senest toppet med historien om Banksy-værket, der makulerede sig selv.

Men da Salvator Mundi slog alle rekorder med et salg på 400 millioner dollars – plus sindssyge 50 millioner dollars i salær i auktionshuset Christies – tabte alle næse og mund.

Andreas Koefoed afdækker hele historien. Han klæder branchens charlataner af og viser samtidig dens helte. Men hvem er egentlig hvem? Filmens instruktør smiler skælmsk hele vejen igennem sin film til publikum.

Men det er et Mona Lisa-smil.