Love Child – en familie på flugt

”Alle kærlighedshistorier er smukke, men vores er min yndlings.”

Ordene pryder et billede, som hænger på væggen i Leila, Sahand og sønnen Manis hjem. Deres historie er dog ikke lutter idyl og røde roser. Den har været fyldt med udfordringer og usikkerhed.

I danske Eva Mulvads Love Child – en familie på flugt følger vi iranske Leila og Sahand, som i 2012 flygter fra Iran til Tyrkiet med drømmen om at kunne leve som en lille, lykkelig familie med en sikker tilværelse.

Både Leila og Sahand levede i ulykkelige ægteskaber i Iran, hvor Leilas mand var voldelig og stofmisbruger. Flere gange forsøgte hun at blive skilt fra ham.

Leila og Sahand indledte derfor en affære og fik sønnen Mani, mens de stadig begge var gift. I Iran bliver den slags straffet med døden, så de hemmeligholdt, at Mani var Sahands søn, indtil drengen var fire år, og de besluttede at flygte ud af landet.

I dokumentaren følger vi familiens ophold i Tyrkiet og kamp for at blive accepteret som familie og få asyl.

De er placeret i et limbo, mens de venter på svar fra FN. Det viser sig at være et bureaukratisk helvede, og vi lider sammen med dem, når vi følger deres evige bekymring over de usikre fremtidsperspektiver.

Over syv år må familien være i venteposition, og det bliver ikke mindre kompliceret af en kaotisk flygtningekrise, som blandt andet skyldes den syriske borgerkrig – og senere Trumps ”Muslim Ban”, som gør det umuligt for iranere at komme til USA.

Man får uro i maven på familiens vegne, hver gang de tjekker deres svarstatus. Det er liv og død, som er på spil, og man forstår den voldsomme alvor, når Sahand taler om mænd, der i Iran er blevet pisket og hængt, mens kvinder er blevet stenet.

Da familien hører en trist nyhed om, at en bekendt har fået afslag på asyl, bliver der en knugende stilhed hos Leila og Sahand.

”Han vil ikke overleve i Iran,” konstaterer Sahand.

Familien må væbne sig med tålmodighed og forsøger at holde fanen højt. Som fluen på væggen følger vi helt tæt, hvordan familien forsøger at få en hverdag i Tyrkiet op at stå.

Vi får lov til at se alt, som familien gennemlever. Et intimt indblik, der rummer hårde og lykkelige stunder.

Der er glimt af glæde, håb og ro, når familien går hånd i hånd, holder fødselsdag, får gode svar fra systemet og er sammen med venner og hygger. Vi ser mange genkendelige hverdagssituationer under de ellers ekstreme omstændigheder.

Samtidig plages de dog også af frustration, voldsomme skænderier og smerte i pressede stunder.

Dvælende viser kameraet dem sidde og stirre tomt ud i luften af afmagt, og Leilas terapi-sessioner med en psykolog giver publikum adgang til hendes inderste tanker og følelser.

Hudløst ærlig og fuldstændigt grædefærdig krænger hun sit hjerte ud og sætter ord på sin skyldfølelse, fordi hun har efterladt sin familie i Iran. Her vil familien blive set skævt til af bekendte og samfundet på grund af hendes flugt, og det piner hende.

Brorens udsagn om, at hun ikke ville have forladt dem, hvis hun virkelig holdt af dem, forfølger hende.

Med Eva Mulvads dokumentar bliver der altså sat ansigt på de asylansøgere, som ofte blot er tal i en statistik eller et nyhedsindslag. De er en familie med en unik historie, men samtidig med universelle drømme. De vil bare gerne styre deres egen fremtid og skabe en tryg tilværelse.

Bag hver eneste skrivebordssag, som vurderes i flygtningesystemet, venter mennesker, hvis verden står eller falder fra hinanden afhængigt af svaret.