Love, Simon

”Jeg har en kæmpestor hemmelighed.” 

Sådan afslører Simon (Nick Robinson) i den indledende monolog, at han kan lide mænd. En lidt dramatisk betegnelse for homoseksualitet, når man tænker på, at han er omgivet af frisindede mennesker, der higer efter mangfoldighed. 

Undervejs retter den heteroseksuelle skuespiller i titelrollen aldrig et søgende eller lidenskabeligt blik mod en anden mand. Derimod tager han defensivt afstand fra samtlige homoseksuelle identitetsmarkører og giver homofilmen en utilsigtet heteronormativ kulør. 

Men Love, Simon – der kommer i kølvandet på anmelderroste perler som Call Me By Your Name og 120 slag i minuttet – giver dog et unikt og medrivende indblik i fortielsen, angsten og opsporing af ligesindede, der følger med dobbeltlivet som skabshomo. 

Simon er simpelthen ikke parat til at dele netop den side af sig selv. Men når en lumsk klassekammerat opdager hans hemmelighed, skaber det splid mellem Simon, vennerne og hans mystiske online penneven, Blue. 

I en æra med Tinder-dating er det ikke uset at finde kærlighed online. Men for Simon og Blue har internettet langt større betydning. 

I deres hjemby er homoseksuelle forbilleder en mangelvare. De findes dog online, og i hinandens digitale selskab er de unge mænd for første gang ikke alene i en verden befolket af velmenende, men ensporede heteroseksuelle. 

Retoriske håndmadder, der afføder nogle af filmens sjoveste øjeblikke, flyver ud af munden på Clark Moores flamboyante Ethan. 

Som skolens eneste åbent homoseksuelle er han hærdet efter årelange mobberier, hvis spor kan ses i skuespillerens bebrillede øjne. Men med sin farvestrålende påklædning og lyse stemme skiller han sig alligevel heroisk ud i et trist miljø, hvor alle klæder sig ens og flyder sammen i en ubestemmelig masse. 

Det samme kan man ikke sige om den blodfattige Simon. Havde han ikke fortalt os, at han var homoseksuel, ville vi aldrig have gættet det.

Bevares, ikke alle homoseksuelle behøver at læspe, klæde sig i lyserødt og synge med på popdivaers største hits. 

Det er dog netop, hvad Simon gør i en søvndyssende og pinagtig drømmescene, som filmen havde været bedre foruden. Her optræder han med en sløv koreografi omgivet af regnbueflag, imens Whitney Houston synger I Wanna Dance With Somebody i baggrunden. 

”Så bøsset er jeg ikke,” siger han så og skubber drømmen fra sig. Uden forklaring hænger kommentaren i luften som en fjendsk kritik af at være ”så bøsset”, som Ethan jo er. 

Selv om Simon tager afstand fra sin feminine klassekammerat, er kammeraten den første, der solidarisk rækker hånden ud til vores hovedperson, når han er ensom. 

Skønt instruktør Greg Berlanti selv er homoseksuel, skøjter han hen over den unge mands seksuelle opblomstring, imens de heteroseksuelle venner ikke begrænses på samme måde. 

”Jeg vil mærke dine læber mod mine,” skriver Simon i en besked til Blue. 

Men hvor filmen bruger lang tid på at fortælle os om hans begær, ser vi det aldrig. Kameraet dvæler ikke ved mandlige kroppe, som en homoseksuel teenager i smug forventes at fæstne sit blik ved. Og skuespillerens tomme øjne kunne lige vel have stirret mod en tom væg, når han og en veninde til en rugbykamp kigger på veldrejede, unge atleter. 

Som komedie er filmen en ujævn fornøjelse. Den er hylende morsom, når Natasha Rothwell (Insecure) som sanglæreren Ms. Albright sender spydige kommentarer, himmelvendte øjne og knipsende fingre i sine elevers retning. 

Men så er der den ellers pudseløjerlige Tony Hale (Veep og Arrested Development), der er mandagskedelig og akavet som rektoren, der deler tåkrummende historier fra sit eget sex-liv med eleverne. 

Love, Simon er både medrivende og sjov. Den giver endda et sjældent, realistisk indblik i en skabshomoseksuel teenagers dobbeltliv. Men det er en torn i øjet på den unge Simons lidelser, at hans seksuelle begær forklejnes.