Luca

I mere end 25 år har Pixar sat standarden for amerikansk mainstream-animation.

Cirka en film om året er det blevet til – Luca er nummer 24 i rækken. Ligesom den forrige, Sjæl fra 2020, får filmen premiere direkte på streamingtjenesten Disney+.

Pixar er så stærkt et brand, at navnet i sig selv kan sælge en film. Det tillader selskabet at veksle mellem sikre hits og mere originale satsninger.

Luca er det sidste. Deter en debutfilm, en selvstændig, original historie og en film, der i Pixar-målestok føles lille og intim.

Filmens italienske instruktør Enrico Casarosa er mangeårig storyboard-tegner for studiet, og i 2011 instruerede han den Oscar-nominerede kortfilm La Luna. Håndværket i Luca er upåklageligt, og filmen er utroligt sikkert lavet – Casarosa er firmaets mand og kan Pixar-stilen til fingerspidserne.

Den delvist selvbiografiske film foregår i Italien. I havet ud for en lille fiskerby bor Luca, en eventyrlysten, men også nervøs dreng. Eller rettere, et nervøst monster.

Luca og hans familie er nemlig havskabninger, og de frygter overfladens mennesker lige så meget, som menneskene frygter de uhyggelige monstre i dybet.

”Verden er et farligt sted!” siger Lucas mor.

En dag møder Luca jævnaldrende Alberto, der er langt mere fræk og selvsikker. Alberto har opdaget, at når han går i land, bliver han forvandlet til en menneskedreng, og han overtaler Luca til at tage med på eventyr i den lille by.

Her møder de pigen Giulia og tager hul på en eventyrlig sommer. Det eneste problem er, at Giulia og byens øvrige beboere ikke må opdage, at Luca og Alberto i virkeligheden er havmonstre.

Det er en opbyggelig og traditionel coming-of-age-historie.

Luca opdager en helt ny verden, og ikke mindst Giulias skolebøger optager ham: videnskaben, det uendelige verdensrum. Han bliver besat af at lære mere. Vi erfarer desuden, at bag Albertos mod og selvtillid ligger tabet af en far og ønsket om at høre til i en familie.

De tre børn er outsidere. Luca og Alberto er bogstaveligt talt af en anden verden. Og Giulia er en rapkæftet vildkat, hvis forældre er skilt. Hun ligger i åben krig med byens bølle, den herligt dumme og selvglade Ercole Visconti.

Luca er både sjov og sentimental.

Outsider-metaforikken er klassisk, men også åben for en tidstypisk fortolkning. Når Luca og Alberto for alt i verden ikke vil have, at Giulia opdager, at de i virkeligheden er spraglede havmonstre, kan man nemt læse LGBTQ+ og identitet ind i filmen.

Men instruktøren har understreget, at det først og fremmest er en historie om et afgørende venskab mellem to drenge og en pige i den sidste sommer, før puberteten sætter ind.

Der er en tone af solsveden nostalgi og svunden barndom i filmen. Og så er den virkelig morsom. Der er masser af lynhurtige, Looney Tunes-agtige vittigheder, hvor Pixar demonstrerer den knivskarpe timing, som er studiets varemærke.

Mange animationsfilm prøver at efterligne stilen, men Pixar forfiner deres jokes, indtil de virker på mikrosekundet. Denne levende og organiske timing har altid tilføjet en afgørende menneskelig varme til deres teknisk imponerende animation.

Her kommer andre film, som prøver at kopiere grundopskriften, ofte til kort.

Og figurdesignet er fantastisk. Siden Chuck Jones har ingen amerikanske animatorer lavet dumme dyr som Pixar. Her gælder det blandt andet de mest stupidt udseende fisk nogensinde, en vrissen kat, en sur skildpadde og Lucas gennemsigtige dybhavsonkel.

Filmens store svaghed er, at man efterhånden kender Pixar-skabelonen for godt.

Figurerne, dilemmaerne og løsningerne er set mange gange før. Moralen er forudsigelig. Og når der skiftes fra komik til sentimentalitet, virker det altid en smule kalkuleret.

”Nu har I grinet, nu skal I også lige græde lidt”.

Luca er en smule glat, men også sjov og flot.