Luke Cage

En sort mand i hættetrøje rammes af en kaskade af krudt uden anden reaktion end tørt at bemærke: ”Jeg er træt af hele tiden at købe nyt tøj.”

Luke Cage er mejslet i granit, pumpet til bristepunktet og cool som bare fanden. Han vader igennem horder af håndlangere i Harlems gangstermiljø, mens kuglerne preller ynkeligt af på ham, og hiphop-gruppen Wu-Tang Clan rapper på lydsporet: ”Bring da mothafuckin’ ruckus!”

Tegneseriefiguren var inspireret af 70’ernes amerikanske blaxploitation-figurer, en skudsikker og superstærk sort superhelt, der tager kampen op med ikke blot social uretfærdighed i den hvide mands samfund, men også med de sorte gangstere, alfonser og pushere, der gør ghettoen usikker.

Det gør Luke Cage (Mike Colter) også i Netflix’ serie, deres tredje i det vidt forgrenede Marvel-univers efter Daredevil og sidste års glimrende Jessica Jones.

Da serien starter, lever Luke Cage på flugt fra sin fortid. Han blev fængslet på en falsk anklage, men brød ud. Nu skubber han en kost hos den godmodige gamle frisør Pop, hvis barbersalon er et fristed i det hårde gademiljø. Om aftenen vasker han op i en natklub, der ejes af nabolagets gangsterboss Cottonmouth.

Men han er ligeglad med, hvor hans løn kommer fra.

Det er efterhånden en kliché at sige, at man er træt af superheltehistorier, men særligt oprindelseshistorier er ofte fyldt med klichéer. En vrangvillig superhelt ender med at blive vakt til ædel dåd alligevel. Spørgsmålet er bare, hvor længe vi skal vente, før historien rigtigt kommer i gang.

Svaret er: for længe. Seriens syv førsteepisoder, der er gjort tilgængelig for pressen, føles meget af tiden som halvsløve introduktionsepisoder, hvor Luke kun langsomt lægger sin selvynk fra sig og kommer ind i kampen.

Cottonmouth, der er gerrigt gestaltet af House of Cards-veteranen Mahershala Ali, sætter en plan i værk for at udvide sit territorium. Men hans stik-i-rend-drenge skyder sælgeren og napper selv pengene, da han sender dem ud for at købe våben. Så involveres en idealistisk politibetjent, de skændes om sagen med sin kyniske partner, mens gangsteren spiller ømt Hammond-orgel, og Luke Cage vender sin livssituation med Pop i barbersalonens baglokale.

Serieskaber Cheo Hodari Coker har svært ved at stykke en medrivende historie sammen ud af sine ofte hårdtslående scener, men han har skabt et fængende univers, hvor karaktererne kæmper for at gøre sig fri af egne dæmoner, mens byen kæmper for at undslippe fattigdommens onde cirkel.

Marvel i Netflix-format er superhelte-noir, og ligesom sine forgængere dyrker Luke Cage New Yorks råhed med neonbadede nattelandskaber, stærke farver og skæve vinkler.

Luke Cage skal være en rollemodel for gadens drenge uden fædre. Han kommer en dollar i en krukke, hver gang han bander, nægter at bruge n-ordet og belærer de småkriminelle om sorte frihedskæmpere, selv når de presser en pistol i nakken på ham.

Det kan han jo strengt taget være ligeglad med.

Og så er billedet af en sort mand i hættetrøje, der ikke lader sig kue af idioter med pistoler, lige så stærkt i vor tids amerikanske mediebillede, som det var, da karakteren havde sin tegneseriedebut for 44 år siden.

Fremad, bliver seriens håbefulde motto. Aldrig tilbage.

Luke Cage er et politisk symbol, og det er grumt tilfredsstillende, når han endelig giver los. I slåskampe har han fremtoning som en omvandrende granitblok, der ubesværet dasker punks i jorden, som Obelix klasker romere i vejret. I én kampscene mangler han et våben, så han slår hul i væggen og river et metalrør ud.

Luke Cage er en bad motherfucker.