Luna og den magiske krystal

”Du er da vist ikke den lyseste ildflue på engen, hva’?”

Replikken opsummerer meget godt Luna og den magiske krystal. Det selvsikre pindsvin Luna, som replikken bliver sagt til, skal finde en magisk vandkrystal. Det skal gøre ende på den tørke, som plager hendes skov og resten af landet.

Årsagen er et jordskred, som bliver nævnt henkastet, men det er også mindre vigtigt. Det handler nemlig om eventyret.

Filmen er baseret på en tysk børnebog og rummer en masse talende dyr. Faktisk så mange, at det stikker ud, når en los som det eneste store dyr ikke har noget sprog overhovedet, men alligevel forstår, hvad de andre dyr siger.

Den slags svipsere sker engang imellem i børnefilm.

Luna er forældreløs og har ingen venner ud over egernet Tjum. Hendes far forsvandt sporløst, og moren hører man slet ikke noget om.

For at håndtere ensomheden har det modige pindsvin opdigtet en historie, hvor hun var prinsesse og hendes far konge. Den rigtige relation bliver først tydelig over halvvejs inde i filmen.

Den farefulde rejse bringer Luna og Tjum i kontakt med den glubske los, en vis tudse, luskede ulve og kæmpe bjørne. Der er bare ikke nogen af dem, der rent faktisk virker særligt farlige.

Tudsen sluger et par fluer, og de større dyr trasker lidt olmt rundt, men så heller ikke mere.

Det minder om de børnefilm, som tidligere blev lavet direkte til dvd. Handlingen var som oftest tam og rettet til de mindste, der skulle underholdes, mens de voksne lavede noget andet. Og animationen var ikke noget at råbe hurra for.

Det gælder desværre også Luna og den magiske krystal.

Tjums hale og ulvenes pels er der kælet for, men når dyrene går, sætter de ingen fodspor, uanset hvilket underlag der er tale om. Og vand ser ud, som det gjorde på et Playstation-spil fra årtusindeskiftet.

Siden da har animationskunsten gennemgået en stor udvikling, og børn har jo også kendskab til de seneste års mesterværker fra Disney, Pixar og Dreamworks.

Det største problem for Luna og den magiske krystal er dog, at historie ikke er medrivende.

Ud over ildflue-replikken er der stort set ikke et eneste øjeblik, der kan frembringe bare den mindste antydning af et smil. Og når både Luna og Tjum er endimensionelle karikaturer af ensomhed og frygt, er det svært at se, hvorfor man skal slæbe børnene med i biffen.

At der ikke engang er blevet brugt tid på at skrive den danske titel ind i titelsekvensen, sender et signal om, at det ikke er en film, som man forventer sig noget af.