Biografanmeldelse
05. aug. 2020
Luna og den magiske krystal
Pindsvinet Luna og egernet Tjum møder undervejs på deres færd blandt andet luskede ulve, men dyrene virker ligesom filmen ufarlige. Foto | Dreamin' Dolphin Film

Luna og den magiske krystal

Tysk børnefilm om et pindsvin på en mission skraber bunden med tandløs handling og sløv animation.

Af Claus Nygaard Petersen

”Du er da vist ikke den lyseste ildflue på engen, hva’?”

Replikken opsummerer meget godt Luna og den magiske krystal. Det selvsikre pindsvin Luna, som replikken bliver sagt til, skal finde en magisk vandkrystal. Det skal gøre ende på den tørke, som plager hendes skov og resten af landet.

Årsagen er et jordskred, som bliver nævnt henkastet, men det er også mindre vigtigt. Det handler nemlig om eventyret.

Filmen er baseret på en tysk børnebog og rummer en masse talende dyr. Faktisk så mange, at det stikker ud, når en los som det eneste store dyr ikke har noget sprog overhovedet, men alligevel forstår, hvad de andre dyr siger.

Den slags svipsere sker engang imellem i børnefilm.

Luna er forældreløs og har ingen venner ud over egernet Tjum. Hendes far forsvandt sporløst, og moren hører man slet ikke noget om.

For at håndtere ensomheden har det modige pindsvin opdigtet en historie, hvor hun var prinsesse og hendes far konge. Den rigtige relation bliver først tydelig over halvvejs inde i filmen.

Den farefulde rejse bringer Luna og Tjum i kontakt med den glubske los, en vis tudse, luskede ulve og kæmpe bjørne. Der er bare ikke nogen af dem, der rent faktisk virker særligt farlige.

Tudsen sluger et par fluer, og de større dyr trasker lidt olmt rundt, men så heller ikke mere.

Det minder om de børnefilm, som tidligere blev lavet direkte til dvd. Handlingen var som oftest tam og rettet til de mindste, der skulle underholdes, mens de voksne lavede noget andet. Og animationen var ikke noget at råbe hurra for.

Det gælder desværre også Luna og den magiske krystal.

Tjums hale og ulvenes pels er der kælet for, men når dyrene går, sætter de ingen fodspor, uanset hvilket underlag der er tale om. Og vand ser ud, som det gjorde på et Playstation-spil fra årtusindeskiftet.

Siden da har animationskunsten gennemgået en stor udvikling, og børn har jo også kendskab til de seneste års mesterværker fra Disney, Pixar og Dreamworks.

Det største problem for Luna og den magiske krystal er dog, at historie ikke er medrivende.

Ud over ildflue-replikken er der stort set ikke et eneste øjeblik, der kan frembringe bare den mindste antydning af et smil. Og når både Luna og Tjum er endimensionelle karikaturer af ensomhed og frygt, er det svært at se, hvorfor man skal slæbe børnene med i biffen.

At der ikke engang er blevet brugt tid på at skrive den danske titel ind i titelsekvensen, sender et signal om, at det ikke er en film, som man forventer sig noget af.

Titel:
Luna og den magiske krystal

Originaltitel:
Latte & the Magic Waterstone

Land:
Tyskland

År:
2019

Instruktør:
Regina Welker, Nina Wels

Manuskript:
Martin Behnke, Andrea Deppert

Medvirkende:
Ella Testa Kusk, Oscar Dietz, Allan Hyde, Lars Mikkelsen, Sigurd Philip Dalgas, Henrik Prip, Sebastian Jessen (danske stemmer)

Spilletid:
89 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
6. august

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!