Lupin

”Hvordan han ser ud? Jeg har set Arsène Lupin måske tyve gange, og hver gang har han været forskellig – en anden end sidst.”

Således præsenterede forfatteren Maurice Leblanc sin anarkistiske gentlemantyv i sit første bind fra 1907. Det blev til yderligere tyve bind om den galante tyveknægt – en flamboyant blanding af Robin Hood, Zorro og Greven af Monte Cristo.

Tyven, der tager fra de rige, sørger for retfærdighed og tager samtidig sin personlige hævn.

Siden skulle Arsène Lupin blive udstyret med monokel, sort kappe, høj hat og et adeligt stamtræ. Han færdes mere og mere i de samme fornemme kredse som Marcel Proust. Men i begyndelsen af sin kamæleonkarriere er han både et anonymt ansigt i mængden og så noget ganske særligt.

Det geniale ved den franske Netflix-serie Lupin er, at den netop begynder med sådan en virkelighedens usynlige mand.

Den sorte rengøringshjælp gør rent på museet Louvre i Paris sammen med anonyme underklassemennesker, før folk højere på strå besøger Mona Lisa og andre mesterværker.

Men vor franske helt fra Senegal, Assane Diop, er alt andet end en hvem som helst. Han er snart hjernen bag et frækt og dristigt juvelkup. Hurtigt er vi viklet ind i et kompliceret trick om at stjæle dronning Marie Antoinettes berømte halssmykke.

Det er en historisk halskæde, som trækker tråde tilbage til Assanes egen barndom, hvor hans immigrantfar var chauffør for en rig familie. Så blev han smidt i fængsel, dømt for at stjæle netop disse juveler til flere millioner euro.

Her begik han selvmord, eller gjorde han?

Men inden da forærede han sønnen en læderindbunden Arsène Lupin-bog, der bliver Assanes bibel som social ledetråd og gentlemanagtig levemåde.

Gradvis i flashbacks får vi Assanes fortid og hans mange hamskifter, der alle giver ekko af rollemodellen Lupin. Parallelt afvikles i etaper hans mesterplan for at hævne sig på den stenrige familie, som sendte hans far i fængsel. Han er især ude efter familiefaren og hans medhjælper, en korrupt politimand.

Vi er hovedsagelig i Paris, ikke kun turistens med Eiffeltårn og Notre Dame, men også ude i de trøstesløse forstæder, sovebyer og slum.

Der er en social brod i serien. Ligesom i romanerne er historiernes brogede bagtæppe strikket af virkelighedens mere eller mindre uretfærdigheder.

Arsène og Assane hugger kun beskidte penge fra kyniske kapitalister med formuer fra kolonitidens belgiske diamantminer og våbenhandel med terrorister. Vold og hærværk er minimal.

Man udsættes mere for tryllekunstnerens magi og taskespil end mord i lange baner.

Lupin har både vid og bid og er endnu et bevis på, at franske tv-serier for tiden er nogle af de mest originale. Tænk bare på den stjernebesatte komedieserie Ring til min agent, gyseren om de levende døde Les Revenants samt La Revolution, der serverer den franske revolution i en ny marinade.

Skaberne af Lupin, George Kay og Francois Uzan, har tilmed designet historien med tilpas diversitet, hvad angår hudfarve, klasser og etnicitet.

Hovedrollen Assane, som narrer alle andre end sig selv, spilles elegant og energisk af Omar Sy, den charmerende hårdkogte sygehjælper i De urørlige.

Hans livs kærlighed, skolekammeraten Claire (Assane er betydeligt mere monogam end forbilledet Arsène), spilles af den vemodigt vakre Ludivine Sagnier, engang en ganske fortryllende Klokkeblomst i P.J. Hogans kultfilm Peter Pan fra 2003.

Filminstruktøren og skuespilleren Nicole Garcia er den labile rigmandskvinde med både dårlig samvittighed og skolepenge til Assane.

Lupin er en formidabel, raffineret og romantisk miniserie på fem kapitler. Helt klart er der en anden sæson på lager, som kommer ud senere i år. Sidste afsnit ender nemlig på den mest nervepirrende stejle cliffhanger, jeg kan mindes.

Sågar på Maurice Leblancs fødselsdag den 11. december.