Lykke-Per – tv-serie

Jeg vil umiddelbart tro, at de fleste, som så Bille Augusts adaption af Henrik Pontoppidans Lykke-Per i biografen uden at have læst det litterære forlæg, ville mene, at de havde set en tragisk kærlighedsfilm.

Bevares, det er en af de historiske fra verden af i går med folk i fortidige gevandter og anderledes skikke, hvor to mennesker fra hver sit miljø, sin kultur og religion ikke kan få hinanden af diverse årsager, især mandens ambitioner.

Selvfølgelig artikulerer filmversionen den egocentriske, idealistiske og entreprenante Pers (Esben Smed) udvikling med små sejre samt det endelige nederlag, det sørgelige slutspil som syg og gal ved Vesterhavet.

Spillefilmens længde på små tre timer perspektiverer selve den episke grundfortælling. Men dens dramatiske klimaks er, hvor Per slår op med Jakobe i skønne omgivelser – serveret af fotografen Dirk Bruel og med den billedmæssige, intime inderlighed, som Bille August af sin læremester Ingmar Bergman har lært at gestalte både såre sjæleligt og sjældent smertefuldt.

Det gælder især, da Jakobe (Katrine Greis-Rosenthal) underspiller og alligevel markant udstiller delikat og dog desperat sit sorgarbejde over bruddet med sit vordende barns far. Ikke et øje kan være tørt.

Serien Lykke-Per varer fire timer, altså reelt en stor times tid mere end filmens tid. Den plustid er klart og rart brugt til at lappe på de løse ender, som var i filmversionen. Men reelt er der ikke meget at gøre godt med, selv om bipersoner får lidt mere rum.

Den slebne, tvetydige onkel Delft – spillet fint af Ole Lemmeke – bliver lidt mere moderne og kompliceret menneskelig end spillefilmens småskurkagtige og gammeldags karaktertype.

I det hele taget folder det jødiske islæt sig endnu mere ud i tv-føljetonen i retning af Henri Nathansens klassiske, jødisk-kristne debatstykke Indenfor murene fra 1912. Kapitalens håndgangne og driftige mænd synes kun interesseret i hurtige, sikre penge uden sans for futuristiske, frugtbare og dog dubiøse investeringer.

Man skal være mere end stærblind for ikke at se, at romanens fremtidsperspektiv om at tæmme naturens kræfter til vedvarende menneskelig energi aktuelt kan accentueres for et senmoderne publikum og således gøre Pontoppidan til vor samtidige.

Sagen er desuden den, at serien netop romaniserer romanen, fordi den bibeholder kapitel for kapitel-inddelingen med sine fire afsnit med dages mellemrum. Den giver sig fortællemæssigt god tid.

Men hvorfor så ikke tage meget mere tid til at fortælle den lange historie end blot en udvidelse på en times tid?

DR1 affyrer rask væk ti afsnit á en time om en kulturradikal præstefamilies bedsteborgerlige problemer omkring kristen tro og sønnetab. Pontoppidans Nobel-prisværdige udviklingsroman om en kompliceret stræber kunne godt have båret flere afsnit. Her kunne man endog tidsmæssigt have gjort noget ud af romanens forhold til ballademageren Georg Brandes og co., det moderne gennembrud, Nietzsche, Darwin og Guds muligvise død.

Aspekter, som med al respekt for Adam Prices dramatiske talent ikke er helt på niveau med gamle Pontoppidans episke vitalitet og dialektiske syn.

Personligt foretrækker jeg Bille Augusts filmversion. Den dramatiserer groft romanens kvindekonstellation, hvor det er Jakobes halvsøster Nanny, som er den underskønne, erotiske godte, mens Jakobe mere er Pers intellektuelle soulmate, som han så også gør gravid.

Men enhver filmatisering er en fortolkning, og Bille August lægger sig snildt op ad sin auteurtråd om det evigt kvindelige og det flygtigt maskuline. Svorne Pontoppidan-fans vil fremhæve serien for sin langsommelighed og solidariske længde med hensyn til forlægget, som oprindeligt var føljetonens.

På seriegenrens præmisser skal der da heller ikke være tvivl om, at TV 2’s Lykke-Per er aldeles fremragende.