Lys efter mørke

Kan man tillade sig at lave en film, som publikum højst sandsynligt ikke vil fatte en bjælde af? En film, hvis mening er overladt til publikums egen fantasi og velvillige fortolkninger?

Svaret er nok et entydigt ja, hvis man spørger instruktøren bag Lys efter mørke, der hjemtog instruktørprisen på sidste års Cannes-festival.

Den mexicanske festival-darling Carlos Reygadas er i forvejen beundret – og hadet af nogle – for sine tre forrige spillefilm: Japón, Battle in Heaven og Stille lys. De er ganske vist også handlingsfattige, men den handling, der er, er trods alt rimelig sammenhængende.

Denne gang er Reygadas gået all in.

Lys efter mørke er en fascinerende, splintret kombination af personlige minder og fantasier tilsat socialkommentar og små glimt af et thriller-plot godt gemt i det mexicanske landmiljø. Meget sigende er udendørsscenerne filmet med en linse, der slører billedets kanter med en kalejdoskopisk, hypnotisk virkning.

Allerede i sine første, glidende Steadicam-billeder slår filmen en mytisk, men også lettere ildevarslende tone an. En lille, småsludrende pige (instruktørens egen datter) er øjensynlig i fare, da hun går rundt alene i en eng med okser og store hunde omkring sig, mens skumringen langsomt falder på, og et tordenvejr nærmer sig.

Naturen virker idyllisk og magisk, men også truende for den uskyldige pige – en dobbelthed, der også præger den vildmark, den lille familie i filmens centrum er flyttet til.

Langsomt gror ubehagelighederne frem, og midt i de naturskønne omgivelser finder man således ulovlig træfældning, fattigdom, alkoholisme, seksuelt misbrug, trusler om vold, en halshugning og en lille kernefamilie i opløsning.

Patriarken Juan har nemlig tilsyneladende en skrue løs. Han tæsker løs på en af familiens hunde i et meningsløst raserianfald, og efterfølgende indrømmer han blankt at være afhængig af internetporno. I familien er han enten fraværende eller uligevægtig, som når han det ene øjeblik indbyder hustruen Natalia til analsex og det næste kritiserer hende for at være frigid.

Så måske det slet ikke er så sært, som det kan lyde, at sønnike drømmer om en rødglødende, computeranimeret djævel, fuldt udstyret med hove, dinglende lem og en pilespids hale.

Carlos Reygadas har samme sans for lyriske og sansemættede billeder som Andrej Tarkovskij, hvis fragmentariske billeddigt Spejlet (1975) kan være et forbillede. Begge film skulle have et selvbiografisk islæt. Og de formår at skabe scener, der er rodfæstet i en banal, konkret virkelighed, men som samtidig transcenderer dagligdagen i en slags sublim sanselighed.

Til forskel fra Tarkovskij vil Reygadas gerne ruske op i os med mildt sagt overraskende sekvenser som et sexorgie eller to glimt fra nogle engelske skoledrenges rugbykamp. Er det glimt fra fortiden? Sindbilleder på nutidens trængsler i Mexico? Ren selvbiografi (Reygadas har selv været en habil rugby-spiller) eller blot tilfældige indblik i, hvad der netop nu sker andre steder i verden?

Enkelte scener i Lys efter mørke bringer mindelser om svenske Roy Anderssons blanding af deadpan-humor og grovkornet ydmygelse – især sexorgie-scenen, hvor Juan og Natalia befinder sig i en fransk sexklub. Her aer en storbarmet, ældre kvinde Natalia over håret, mens en fremmed mand tilfredsstiller hende med Juan som tilskuer. Scenen synes at være Juans dagdrøm (eller er det Natalias?), og de uklippede tableauer er dyppet i samme skam og uhyggelige absurditet som Roy Anderssons korte perle, Dejlig er jorden.

Lys efter mørke beviser, at filmkunst ikke altid behøver stopfodre publikum med logiske løsninger. Selvom det hypnotiserende langsomme tempo tester tålmodigheden, er Reygadas’ ekspressionistiske blik på en mand og et land i mørke både berigende og pirrende. Og heldigvis er der lys for enden af tunnelen.