Lys i mørket

I Lys i mørket, Aki Kaurismäkis første spillefilm i seks år, kommer flygtningekrisen og den syriske borgerkrig hele vejen til det kolde, kedelige og meget nordiske Finland.

Kaurismäki forener sin begejstring for 70’er-brunt retro-interiør, knastørre møder mellem mennesker og akavet, sort humor med en af vor tids mest presserende udfordringer: kultursammenstødet som følge af flygtningestrømmen til Europa.

Som ofte er den finurlige Aki Kaurismäki optimist og humanist på bunden.

Lys i mørket er nok bittersød i sin udstilling af menneskets indskrænkede ignorance, men det er grundlæggende troen på det gode i mennesket, der gennemvæder den finske eners fremragende film.

Også juryen ved filmfestivalen i Berlin lod sig begejstre af Kaurismäkis comeback-film tidligere i år og sendte ham hjem til Finland med en Sølvbjørn for bedste instruktion.

I starten af filmen anløber den syriske flygtning Khaled (Sherwan Haji) til havnen i Helsinki som blind passager på et fragtskib. Mens hans ansøgning om asyl bliver behandlet, bor han på et flygtningecenter og forsøger at få kontakt til sin søster, der er hans eneste tilbageværende familiemedlem.

Parallelt med Khaleds historie følger vi skjortesælgeren Wikström (Sakari Kuosmanen), der netop har solgt sin forretning for i stedet at overtage en restaurant med det indbydende navn: Det Gyldne Krus.

I lang tid løber Khaled og Wikströms historier parallelt uden nogen forbindelse, men halvvejs i filmen mødes de to tilfældigt. Khaled har fået afslag på sin asylansøgning og lever under jorden, så Wikström forbarmer sig og giver ham arbejde og husly. De to bliver sammen med Wikströms tre stoiske tjenere en slags lille familie, der holder sammen.

Grundplottet i Lys i mørket er derfor såre simpelt.

Til gengæld elsker Kaurismäki at dvæle ved hvert øjeblik, trække sine scener tålmodigt ud og dyrke stilheden. På den måde ligner Lys i mørket en typisk Kaurismäki-film. Og ligesom instruktørens forrige film, Miraklet i Le Havre (2011), griber han fat i flygtningekrisen og integration.

Den nye film kunne derfor nemt blive en omgang pladderhumanistisk rundhyl, men filmen er så skarpskåren, underfundig og gennemført, at den aldrig bliver politisk korrekt på den kedelige måde.

Kaurismäki kan nemlig skabe situationer, der er sitrende intense og afslappet afvæbnende på samme tid.

Især i filmens anden halvdel, da Khaled slutter sig til Wikströms lille restaurant, er hver scene en fornøjelse at følge, fordi finnen formår at hive i håndbremsen og træde på speederen samtidig. Det er herligt underspillet, men stadig med masser af nerve og nærvær.

Manuskriptet er spækket med små, fine detaljer og tørre bemærkninger, der udstiller flygtningeproblematikken. I baggrunden fortæller tv’ets nyhedsudsendelse os, at Aleppo er et sønderbombet helvede uden udsigt til bedring, mens de finske myndigheder sender Khaled hjem til Syrien med en juridisk, nærmest robotagtig begrundelse.

Og Wikström giver Khaled lidt forskud på hans løn med en stak sedler, men tager øjeblikkeligt halvdelen tilbage med kommentaren: ”Det er skat!”

Velkommen til det nordiske velfærdssamfund, hvor vi både bryster os af humanisme og gør os skyldig i hykleri og dobbeltmoral.

Kaurismäkis melankolske univers er en sær, men alligevel genkendelig anakronisme. Wikström kører rundt i en bil fra 50’erne, og politiet skriver på skrivemaskine, men karaktererne og fortællingen er universelt relevante.

Lys i mørket er kort sagt klassisk Kaurismäki, men også en film, der viser, at finnen stadig er en skarp og nostalgisk iagttager af samfundet. Han kan på unik vis forene fortiden med det højaktuelle.