Made in Bangladesh

Forfatter og instruktør Rubaiyat Hossains første film Meherjaan fra 2011 vakte både bifald og buh-råb i hjemlandet Bangladesh for kritikken af sammenfaldet mellem maskulinitet og nationalisme.

I instruktørens længe ventede anden film – efter flere succesrige kortfilm – undersøger Hossain, hvordan patriarkalske normer og korruption forstærker hinanden og træder bangladeshiske kvinder under fode.

Made in Bangladesh er en film med noget på hjerte, og instruktøren udfolder sit argument med kunstfærdig enkelthed ved at fokusere på en kvindelig tekstilfabriksarbejder (Rikita Nandini Shimu), der overbevises til at etablere en fagforening.

Intelligente, eftertænksomme Shimu – karakteren deler navn med skuespilleren – slider sig selv i laser for at betale huslejen hver måned som eneforsørger i et foreløbigt barnløst ægteskab med den dovne, men flotte Sohel (Mostafa Monwar).

Da en af hendes kolleger omkommer på deres brandfælde af en arbejdsplads og efterlader sin familie uden en skærv, begynder Shimu at føle, at der må være en bedre vej frem.

Et lykkeligt møde med den lokale ildsjæl Maya (Parvin Paru) – som ud over at tale magten ret imod har en skandaløst kort frisure – overbeviser Shimu om i smug at fotografere kvindernes kummerlige arbejdsforhold på fabrikken. Inden længe samler hun underskrifter hos sine kolleger og overtaler dem til at stå skulder mod skulder i kampen for en anstændig løn og ordentlige forhold.

Men da cheferne får nys om hendes bestræbelser, bringer det Shimus egen stilling i fare – og Sohel, der endelig har fundet et arbejde, forsøger på hjemmefronten at få hende til at kvæle revolutionen i fødslen.

Imens indleder Shimus ven Nasima en uheldig affære med chefen – en historie, der illustrerer, hvor ringe kvinder i dette samfund er stillet, og hvor uretfærdigt de behandles.

Fans af progressive Hollywood-debatfilm er lovligt undskyldt, hvis de tænker, at her er tale om et sydasiatisk remake af Norma Rae fra 1979, blot med sideplottet om sexchikane flyttet fra heltinden til en bifigur.

Det kan sagtens tænkes, at Hossain aldrig har set den, men parallellerne er til at tage og føle på.

Alligevel finder Hossains manuskript sin egen stemme, og helt afgørende føles konflikterne, som om de udspringer naturligt af hovedpersonernes indbyrdes forhold. Hver og en er produkter af tradition og omstændigheder – og samtidig reaktioner mod samme.

Og den hårdt tilkæmpede, i sidste ende opløftende slutning giver håb om, at forholdene for kvinder som Shimu måske er ved at bedres en smule.

Med sin afdæmpede realisme og stilistiske beskedenhed indskriver Made in Bangladesh sig i den sydasiatiske arthouse-tradition.

Modsat mange andre festivalhits mærker man dog tydeligt, at filmen henvender sig lige så meget til lokale kvinder som til vestlige publikummer, for hvem den næppe nogensinde bliver mere end et eksotisk indslag på programmet i den lokale kunstbiograf.

Det fortjener den ellers. Det er en slagkraftig og rørende opsummering af et globalt problem.

Rubaiyat Hossain tydeliggør stilfærdigt og uafrysteligt det chokerende misforhold mellem, hvor meget tekstilindustrien betaler for det tøj, kvinder som Shimu slider for at sy, og hvor meget de selv tjener. Bare en af de hundredvis af t-shirts, hun syr hver dag, bliver solgt i udlandet for et beløb, der svarer til hendes månedsløn.

Det er værd at huske på, næste gang du køber noget billigt kluns med den diskrete indrømmelse på vaskemærket: Made in Bangladesh.