Mænd bærer min kiste

”’Kan du overhovedet lide mig mere?’ hvisker han i sin Bentley.”

Manden med spørgsmålstegnet er en verdensberømt, farvet fodboldspiller i Storbritannien. Han er godt og grundigt viklet ind i en hed affære med den kvindelige hovedperson i manuskriptforfatteren og filminstruktøren Jenle Hallunds debutroman, Mænd bærer min kiste.

Men læg mærke til, hvor han sidder. Ikke i en hvilken som helst bil, men en Bentley. Og som den mondæne og melankolske, franske romanforfatter Françoise Sagan engang sådan omtrent har sagt, så er kærestekvaler nemmere at tackle på et lædersæde i en luksusbil.

Vi er i den velhavende, glamourøse del af London. Fodboldspilleren er hovedrig og har en anden kvinde ved siden af sin danske elskerinde. Faktisk er bogen en art udviklingsroman for en ung kvinde, som stak af før studentereksamen til en ældre britisk kunstner i Skotland.

Det gik ikke af flere grunde, og på længere sigt går det heller ikke med fodboldkæresten.

I Mænd bærer min kiste er der nemlig rigtigt meget, som ikke går. Hvorfor, er bogens episke drivkraft tilsat alvorlige temaer såsom en elsket fars alt for tidlige død, en lillebror også ramt af kræft og hovedpersonen selv hjemsøgt af seriøse sygdomme i flere omgange. Faktisk begynder historien efter et selvmordsforsøg.

På sæt og vis er romanen både meget banal og ganske besynderlig. Banal forstået i ordets rette og positive betydning. En kvindes forhold til fem mænd, far og bror og elskere i diverse gradbøjninger i en sult efter kærligheden med stort k. Ind og ud af både fattige forhold og farlige forbindelser. Dog mest i en kunstnerisk boheme, thi vor kvinde er selv en sådan af slagsen.

Ved bogens begyndelse, i øvrigt oversat fra engelsk, har vor anonyme 32-årige just skrevet sin historie. På foranledning af den sidste signifikante mand i bogen, kaldet ”Geniet”.

Desværre afslører han sig i affæren. ”Din bange, svage, løgnagtige feje lille mand,” ender hun med at råbe. Vor heltindes guru hører nemlig i sidste samleje hjemme i det borgerlige ægteskabs magelighed. Hans daglige madeleinekage gør ham ikke til en Proust med lidenskab uden grænser. Hans morale synes at være: Hvad konen ikke ved, har manden kun godt af. Kort sagt patos med samme p som i plæneklipper.

Romanen har skær af terapi. Selv kalder hun den et testamente, hvor hun omkring de mænd, der skal bære hendes kiste, ikke vil lægge fingrene imellem.

”Jeg vil forråde den loyalitet af tavshed, mænd tror, de fortjener.”

Men det er her, at det besynderlige begynder. Hallund er nemlig en anerkendt filminstruktør, som har medinstrueret Robert-vinderen om kultursammenstød mellem etniske outsidere, Limboland. Og flere gange i bogen hører vi over flere sider, bogens bedste, om hendes engagement for at skildre verdens elendige.

Men da ingen mænd har navne i teksten, så finder jeg, at hendes blotlæggelse er besynderlig og behersket med et ekko af forfatterens eget liv. Kendere af international fodbold vil således højst sandsynligt kunne sætte navn på hendes boldspillende elsker.

Men ellers er hendes historie yderst nænsom bortset fra nogle meget kropslige og dirrende sexscener. Dermed nærmer hun sig nøgleromanens problematik: At nøglerne bliver mere interessante end låsen, at en latent gætteleg skygger for hendes sympatiske forsøg på at skildre en kvindes problematiske dannelse just i forhold til forskellige mænd.

Hun nævner sin faderkærlighed og tabet af ham som en mulig energi i disse forløb og affærer. Det er evident. Men det er og bliver mere hendes ekstraordinære, glamourøse kærlighedsliv end en signifikant tematisk intention, der udgør fortællingens kerne og flow.

Trods sygdom og megen smerte er det frem for alt hendes rutsjeture blandt karlfolk, der er fascinerende som et erotisk melodrama. Interessant i denne sammenhæng har forfatteren skrevet med på Lars von Triers geniale kvindeportrætter: Melancholia og Nymphomaniac.

Romanens kronologiske fortælling er desværre i mine øjne alt for overbroderet og manieret. Tilsat mere eller mindre vellykkede digte i dur og mol samt skiftende synsvinkler med første og tredje person-fortællere i flæng.

Når alt det er sagt, er bogen på sæt og vis lindt underholdende. Nok mest for andre end mænd med og uden kiste.