Streaminganmeldelse
20. feb. 2024
Majas løfte

Susanne Juhász står bag manuskriptet til Majas løfte og spiller hovedrollen som Maja, som fra sin bil kæmper med at hjælpe sin utaknemmelige nevø. 

Foto | Wullenjuweberhasz Film

Majas løfte

Sjældent har lyden af en telefonsvarer været så smertefuld i medrivende dansk telefon-thriller, der formidler den hjerteløse følelse af utaknemmelighed.

Af Frederik Hoff

Det kan være så modbydeligt at tale i telefon.

Venligheden ryger nemt ud af en samtale, når der ikke er et ansigt at forholde sig til, og i vore dage opfattes opkaldet ofte som en anmassende kommunikationsform, der skal overstås så hurtigt som muligt.

Maja (Susanne Juhász) har mere end noget andet brug for et venligt ansigt i Fabian Wullenwebers spændingsfilm Majas løfte, hvor næsten hele filmen består af telefonsamtaler i en bil.

Hendes nævenyttige snotunge af et adoptivbarn, Mathias (Sigurd Dalgas), har rodet sig ud i noget snavs. På vej hjem i sin bil forsøger hun gennem den ene desperate opringning efter den anden at få styr på situationen.

Næsten hver gang bliver hun i røret mødt af en uvenlig stemme eller en provokerende telefonsvarer. Alle sidder lige midt i deres egne problemer og har ikke tid til at hjælpe med et utaknemmeligt problembarn.

Maja har heller ikke specielt meget overskud. Men da Mathias’ mor – Majas søster – døde i et biluheld, lovede hun højtideligt at tage sig af ham, så nu fanger bordet.

Det bliver efterhånden lidt af en mundfuld at holde løftet, for Mathias er kommet i rockerselskab og afpresses.

Maja ringer til en eksrocker for at få hjælp, og med Jesper Lohmanns rå, men samvittighedsfulde stemme giver han sit råd: ”Bare tal med kussen og stå fast!”

En enkel instruks, men problemet er, at Maja har verdens mest spinkle, jyske stemme, og så har hun været sygemeldt med angst et helt år. Alligevel ringer hun afpresseren op, og derfra eksploderer dramaet.

Majas løfte er en slags mellemting mellem Gustav Möllers intense alarmcentral-thriller Den skyldige og den amerikanske Locke, hvor hele handlingen også består af telefonopkald fra førersædet i en bil.

Fabian Wullenweber skal ikke høre skyggen af kritik for at låne telefonpræmissen. Et så effektivt greb skal bruges mange gange, før det virker forældet, og instruktøren udnytter det til perfektion.

Den uendeligt ensomme biltur med ondskabsfulde telefonsamtaler som eneste trøst spiller fantastisk godt sammen med Juhász’ præstation som skrøbelige Maja, der virker, som om hun vil smuldre, hvis nogen puster hårdt nok til hende.

Filmen formidler perfekt den hjerteløse følelse af uretfærdighed, der kommer med at ville hjælpe nogen, som ikke vil hjælpes. En følelse, mange forældre nok vil genkende.

Intet er mere ensomt end at udføre en fundamentalt nødvendig og tæt på umulig opgave uden at få skyggen af tak. Og det unge skuespiltalent Sigurd Dalgas gør det godt i rollen som den umulige dreng.

Ligesom Wullenweber-filmen Ninna fra 2019 er Susanne Juhász manuskriptforfatter såvel som hovedrolleindehaver, og hun viser sig som en stærk spændingsforfatter. I hvert sving på den medrivende, mørke landevej venter et endnu større sving i spændingen.

Lyden af sønnens barnlige telefonsvarer, når han ignorerer hendes opkald, stikker i hjertet, og sjældent har tonen efter et afsluttet opkald fyldt én med så meget ensomhed.

På en måde er filmen en mere følsom udgave af Den skyldige's hårdkogte spændingsfortælling, og Maja er en mere relaterbar hovedperson end førnævntes kyniske politimand.

Majas løfte rammer mindre plet, når den vil i dybden med Maja og Mathias’ fælles sorg. Det bliver lidt for nemt at gætte, hvordan filmen vil slutte, og det er ærgerligt i en ellers så uforudsigelig thriller.

Alligevel må man tage hatten af for den begavede idé at lave en samtale-thriller, hvor den største forhindring er det usagte.

Titel:
Majas løfte

Land:
Danmark

År:
2024

Instruktør:
Fabian Wullenweber

Manuskript:
Susanne Juhász

Medvirkende:
Susanne Juhász, Sigurd Dalgas, Jesper Lohmann, Lærke Winther, Johannes Lassen

Spilletid:
86 minutter

Premiere:
20. februar på Blockbuster og SF Anytime

Relevante artikler

Biografanmeldelse
06. nov. 2019
Ninna

Ninna

Fra samme skribent

Boganmeldelse
12. juli 2024
Too Great for the Eye of Man

Too Great for the Eye of Man

Biografanmeldelse
10. juli 2024
Caravaggios skygge

Caravaggios skygge

Biografanmeldelse
03. juli 2024
Grusomme mig 4

Grusomme mig 4

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!