Making a Murderer

En bilnøgle. Knoglerester i et bål. Blodspor i en bil.

Når man stykker dem sammen, får man historien om Teresa Halbach, en 25-årig fotograf, der sidst blev set i live på Steven Averys grund i 2005. Et par dage senere finder man hendes bil og knoglerester på selvsamme store autoophugger-grund. I bilen finder man blodspor fra Avery, og i soveværelset i Averys trailer finder man bilnøglen med Averys dna.

En simpel fortælling om et drab, et offer og en gerningsmand.

Men de tre elementer kan også fortælle en helt anden historie, som er alt andet end simpel. En fortælling, hvor politiet bevidst planter beviser for at få Avery dømt. En fortælling, hvor Halbach-mordet kom som sendt fra himlen i netop de dage, hvor centrale politikommissærer blev afhørt i forbindelse med en helt anden sag. En sag, hvor Steven Avery havde sagsøgt Manitowoc amt for 36 millioner dollars for frihedsberøvelse.

Making a Murderer starter med beretningen om denne sag fra 1985, hvor Avery blev dømt for en voldtægt, han aldrig havde begået. Og som han sad i fængsel for i atten år, før dna-beviser fælder den rigtige gerningsmand. Det er gruopvækkende i sig selv, men de to første afsnit går så meget i detaljen, at man næsten mister modet til at fortsætte. Der er ingen formildende omstændigheder i form af visuelle lækkerier, og den lille flække med en alt andet end charmerende Avery-familie indbyder heller ikke til binge-watching.

Men når man kommer til slutningen af dokumentaren, som instruktørerne Moira Demos og Laura Ricciardi har brugt ti år af deres liv på, giver det hele mening. Havde man poleret billedæstetikken, ville der have været en fare for, at den vilde historie var blevet opfattet som fiktion.

I tredje afsnit lægger Demos og Ricciardi kortene på bordet og præsenterer skurke og helte. Derfra er man tryllebundet.

Forsvarsadvokaten Dean Strang og hans kompagnon Jerry Butinger med deres tro på mennesket og ophøjede idealer om et retssamfund lige præcis de helte, vi har brug for i en ellers deprimerende beretning om retsstaten.

Som da statsanklageren, Ken Kratz, barnligt beklager sig over at anklagemyndigheden skal starte sagen med at ”svømme mod strømmen”, og Strang øjeblikkeligt svarer tilbage med en følelsesmæssig tale: ”Med al respekt for min kollega, skal anklageren indlede enhver sag med at ’svømme mod strømmen’. Og den stærke strøm, som anklageren skal svømme imod, er den formodede uskyld.”

Det bærende princip i en retsstat – at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist – er centralt i Demos og Ricciardis dokumentar. Det er også en af grundene til, at et stort antal amerikanere har reageret så stærkt på Making a Murderer. Den er simpelt hen blevet et debatskabende kulturfænomen.

Serien dokumenterer, at beviserne mod Steven Avery langt fra er så sikre, som man umiddelbart skulle tro. For eksempel findes kun Averys dna på bilnøglen, og det må betyde, at den er blevet renset. For ellers burde der også have været dna fra Teresa Halbach, som jo brugte nøglen dagligt.

Endnu værre står det til med beviserne mod Averys udviklingshæmmede nevø. Den sekstenårige knægt bliver udsat for den kritiserede afhøringsteknik Reid, hvor svarene trækkes ud af forhørspersonen med falsk omsorg, og i de måske mest gruopvækkende optagelser i hele serien får man lyst til at råbe mod tv’et i bar afmagt.

Making a Murderer er et vigtigt vidnesbyrd om de uhyrligheder, der hver eneste dag bliver begået i retssystemer verden over. Men den er også unik i den henseende, at den fokuserer på en hvid underklasse, der ellers aldrig bliver hørt. The Jinx og The Staircase fokuserer begge på rigmænd, der har råd til at stærke forsvarsadvokater, som er en stor del af spændingen i true crime-genren.

Steven Avery fik sit forsvar, men tabte alligevel. Efter at have set serien forstår man godt Avery, når han siger: ”Fattige mennesker taber. Fattige mennesker taber altid.”