Mama

Andrés Muschiettis debut Mama er gys i bedste mainstream-tradition med Guillermo del Toro som executive producer. Det har resulteret i en eventyrlig og fantastisk fortælling med forladte børn, magisk natur, hjerte, smerte og et spøgelse med en mission. 

Historien åbner in medias res i den økonomiske krise i 2008, hvor en ruineret finansmand skyder sine kompagnoner og sin kone og tager sine døtre på tre og et år ud i skoven for at begå selvmord. 

Men da Jeffrey (vor egen Nikolaj Coster-Waldau) holder pistolen mod Victorias hoved i den øde træhytte, sker noget ganske uventet. Fem år senere leder Jeffreys tvillingebror Lucas (også Coster-Waldau) stadig ufortrødent efter sine niecer, hvis lig aldrig blev fundet. Lucas er boheme og maler, hans kæreste Annabel (Jessica Chastain) er rockmusiker og går i sort tøj, og de to er med andre ord ikke ligefrem forældretyperne. 

Så meget ændrer sig, da pigerne faktisk bliver fundet i den øde hytte, hvor de på mirakuløs vis har overlevet. 

Victoria (Megan Charpentier) og Lilly (Isabelle Nélisse) er nu ni og seks år. Og selvom det lyder som en kliche, så formår Muschietti at gøre deres resocialisering både sart, creepy og rørende. Pigerne opfører sig som dyr, de kribler og krabler på alle fire hen over møblerne, sover under sengene og fniser foruroligende sært. Lucas vinder forældreretten fra en emsig moster, på betingelse af at han flytter til et afsondret hus i skoven og lader dem behandle af lægen dr. Dreyfuss (Daniel Kash). 

Lægen har imidlertid en skjult dagsorden, og spørgsmålet er, om børnene overhovedet står til at redde? Årene i isolation har sat deres spor, og især bliver Annabel udfordret. Hun ønsker ikke børn, hverken egne eller andres, og hun foreslår Lucas at lade mosteren få dem. 

Er det her lykken? Kan Lucas og hun gøre nogen forskel for de dysfunktionelle børn? Og hvorfor er hun og Lucas pludselig plaget af mystiske og alt for virkelighedsnære mareridt, der får hårene til at rejse sig og trækker spor ind i stuerne? 

Muschietti evner at opbygge en gotisk stemning omkring Annabels frustration, Lucas’ kamp imod alle odds og ikke mindst børnenes magiske univers. Den nærsynede Victoria vender langsomt tilbage til en civiliseret opførsel, da hun får briller og menneskelig omsorg. Men Lilly insisterer på at spise sorte, levende møl og lege med den imaginære mor i skabet. 

”Kom og leg med Mama,” kræver hun af Victoria. Hører Annabel syner? Hvad gemmer sig i skabet? Hvorfor lyver dr. Dreyfuss? 

Mama bygger på argentinske Muschiettis kortfilm af samme navn, og vi fornemmer en novelle, der bliver strukket til sit yderste i spillefilmlængde. Flere plothuller træder frem: Hvis Jeffrey heller ikke bliver fundet, hvorfor da kun lede efter de to børn? Og kan man nu også overleve på insekter og bær? 

Men kan man ignorere det, kan man i stedet nyde en vaskeægte, altmodish spøgelsesatmosfære, medrivende skuespil, Antonio Riestras smukke og sikre fotografering og en effektivt romantisk gysermusik af Fernando Velázquez. Æstetisk set er vi i sikre hænder, når skrækken rammer med velkomponeret, stigende crescendo i filmens sidste halvdel. Det er på én gang smukt og skræmmende. 

Muschietti skal have ros for sit velvalgte cast. Annabel er overbevisende frustreret spillet af Jessica Chastain (Zero Dark Thirty), og Coster-Waldau brillerer med et sikkert charmerende Hollywood-format som den velmenende Lucas. 

Og så er børnene intet mindre end fremragende, både Charpentier som en nærsynet Victoria og Nélisse som den afvisende Lilly, der foretrækker naturens omsorg frem for Annabels.