Serieanmeldelse
30. apr. 2022
The Man Who Fell to Earth
Chiwetel Ejiofor er frygtløs som rumvæsenet, der faldet ned på Jorden og møder Naomie Harris’ alenemor og udrangerede fysiker. Foto | Aimee Spinks

The Man Who Fell to Earth

Seriefortsættelse af kultfilm med David Bowie er båret af knalddygtige skuespillere, men hverken indhold eller form lever op til originalen.

Af Aske Nielsen

”Min planet er døende. Jorden er på den samme kurs.”

Hollywood er efterhånden ved at løbe tør for science fiction-kultfilm, der kan genindspilles eller fortsættes som film og tv-serier. Blade Runner, Westworld, The Handmaid’s Tale … listen er lang, og nu er turen kommet til Nicolas Roegs kultfilm The Man Who Fell to Earth.

Der er tale om en slags fortsættelse af handlingen fra 1976, hvor David Bowie har sin stærkeste rolle på film. Han spiller rumvæsenet Thomas Newton, der ankommer til Jorden i en søgen efter vand, men undervejs bliver missionen distraheret af alkohol, sex og tv.

Typisk for Roeg undersøger filmen filosofisk moral og begær i det kapitalistiske samfund. Den afdøde instruktør brød – mest kendt i Don’t Look Now og Bad Timing – med den realistiske tradition og eksperimenterede med filmsproget for at nå ind til en psykologisk virkelighed.

Serieskaberne Alex Kurtzman og Jenny Lumet tager imidlertid fat i mere aktuelle temaer i historien. Den nye serie handler grundlæggende om truslen fra menneskeskabte klimaforandringer og om at være en immigrant i USA.

Chiwetel Ejiofor (12 Years a Slave) er blevet sendt til Jorden for at fuldføre Thomas Newtons mission om at sende vand til hjemplaneten. Han har dog ikke overraskende problemer med at integrere sig i de nye omgivelser, men får hjælp af Naomie Harris’ geniale partikelfysiker Justin, som har forladt den akademiske verden efter et mislykket eksperiment.

Justin er seriens emotionelle kerne, og figuren kunne nemt være blevet for melodramatisk, men Harris gør den troværdig med sin særlige autenticitet.

David Bowies rolle spilles af Bill Nighy. Han stråler med sin no bullshit-attitude, men er desværre kun med i få scener i de fire afsnit, der er stillet denne anmelder til rådighed.

Og Chiwetel Ejiofor er frygtløs som rumvæsenet, som tager navnet Faraday. Efter årtier med vandmangel har han udviklet et nærmest fetichistisk forhold til det våde element. I den første scene bliver han anholdt af politiet, splitterravende nøgen med en haveslange i munden!

Faraday er et klassisk rumvæsen i den forstand, at han skal lære at agere i menneskenes verden. Det leder til adskillige humoristiske situationer, hvor serien gør grin med alle vores absurde regler for, hvordan vi skal omgås hinanden.

Men det er gjort utallige gange før, tænk bare på Terminator 2: Dommedag til Drengen og jern-kæmpen. Og skurken er selvfølgelig en CIA-agent, der er ude efter den fredelige alien, fordi regeringen mener, at han kan være farlig.

Når man lægger sig så tæt på konventionerne, stiller det store krav til eksekveringen. Serien er fuld af slowmotion og closeups, angiveligt for at vise, at rumvæsenet er super sensitiv og har en overnaturligt god hørelse. Men også andre personer bliver filmet i slowmotion, når de er blevet slået ned eller har et pludseligt drømmesyn. Eller bare fordi det ser cool ud.

Alex Kurtzman er i år også showrunner på tre forskellige Star Trek-serier, så måske har han bare haft lidt for travlt. Men Nicolas Roeg ville nok vende sig i graven, hvis han så sin ambitiøse film blive til en så letbenet serie.

Titel:
The Man Who Fell to Earth

Land:
USA, England

År:
2022

Serieskaber:
Alex Kurtzman, Jenny Lumet

Medvirkende:
Chiwetel Ejiofor, Naomie Harris, Clarke Peters, Bill Nighy

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
25. april på Paramount+

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
11. nov. 2022
Call Jane

Call Jane

Biografanmeldelse
28. okt. 2022
The Lost King

The Lost King

Biografanmeldelse
14. okt. 2022
Halloween Ends

Halloween Ends

Serieanmeldelse
11. okt. 2022
Nordland ’99

Nordland ’99

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!