The Man Who Fell to Earth

”Min planet er døende. Jorden er på den samme kurs.”

Hollywood er efterhånden ved at løbe tør for science fiction-kultfilm, der kan genindspilles eller fortsættes som film og tv-serier. Blade Runner, Westworld, The Handmaid’s Tale … listen er lang, og nu er turen kommet til Nicolas Roegs kultfilm The Man Who Fell to Earth.

Der er tale om en slags fortsættelse af handlingen fra 1976, hvor David Bowie har sin stærkeste rolle på film. Han spiller rumvæsenet Thomas Newton, der ankommer til Jorden i en søgen efter vand, men undervejs bliver missionen distraheret af alkohol, sex og tv.

Typisk for Roeg undersøger filmen filosofisk moral og begær i det kapitalistiske samfund. Den afdøde instruktør brød – mest kendt i Don’t Look Now og Bad Timing – med den realistiske tradition og eksperimenterede med filmsproget for at nå ind til en psykologisk virkelighed.

Serieskaberne Alex Kurtzman og Jenny Lumet tager imidlertid fat i mere aktuelle temaer i historien. Den nye serie handler grundlæggende om truslen fra menneskeskabte klimaforandringer og om at være en immigrant i USA.

Chiwetel Ejiofor (12 Years a Slave) er blevet sendt til Jorden for at fuldføre Thomas Newtons mission om at sende vand til hjemplaneten. Han har dog ikke overraskende problemer med at integrere sig i de nye omgivelser, men får hjælp af Naomie Harris’ geniale partikelfysiker Justin, som har forladt den akademiske verden efter et mislykket eksperiment.

Justin er seriens emotionelle kerne, og figuren kunne nemt være blevet for melodramatisk, men Harris gør den troværdig med sin særlige autenticitet.

David Bowies rolle spilles af Bill Nighy. Han stråler med sin no bullshit-attitude, men er desværre kun med i få scener i de fire afsnit, der er stillet denne anmelder til rådighed.

Og Chiwetel Ejiofor er frygtløs som rumvæsenet, som tager navnet Faraday. Efter årtier med vandmangel har han udviklet et nærmest fetichistisk forhold til det våde element. I den første scene bliver han anholdt af politiet, splitterravende nøgen med en haveslange i munden!

Faraday er et klassisk rumvæsen i den forstand, at han skal lære at agere i menneskenes verden. Det leder til adskillige humoristiske situationer, hvor serien gør grin med alle vores absurde regler for, hvordan vi skal omgås hinanden.

Men det er gjort utallige gange før, tænk bare på Terminator 2: Dommedag til Drengen og jern-kæmpen. Og skurken er selvfølgelig en CIA-agent, der er ude efter den fredelige alien, fordi regeringen mener, at han kan være farlig.

Når man lægger sig så tæt på konventionerne, stiller det store krav til eksekveringen. Serien er fuld af slowmotion og closeups, angiveligt for at vise, at rumvæsenet er super sensitiv og har en overnaturligt god hørelse. Men også andre personer bliver filmet i slowmotion, når de er blevet slået ned eller har et pludseligt drømmesyn. Eller bare fordi det ser cool ud.

Alex Kurtzman er i år også showrunner på tre forskellige Star Trek-serier, så måske har han bare haft lidt for travlt. Men Nicolas Roeg ville nok vende sig i graven, hvis han så sin ambitiøse film blive til en så letbenet serie.