The Man Who Saved the World

Over midnat den 26. september 1983 i en bunker lidt uden for Moskva gjorde den vagthavende officer en forfærdelig og fatal observation.

Først ét, siden hele fem amerikanske og interkontinentale missiler var på vej mod Sovjetunionen. I hvert fald ifølge stedets computere.

Men den ansvarshavende for det hele, oberstløjtnant Stanislav Petrov, valgte at anse det for falsk alarm, overhøre advarslerne og afblæste dermed det automatiske modangreb, som var sovjetisk procedure i et sådant tilfælde. En gengældelse, som uvægerligt ville have ført til den tredje verdenskrig, et uoverskueligt ragnarok, simpelthen jordens undergang.

Sagen fik absurd svære disciplinære følger for Petrov.

I sagens tilfældige omstændigheder skulle Petrov nemlig slet ikke have været på vagt, og han handlede faktisk mod egne vedtagne regler.

Af militære årsager blev dette handlekraftige menneskes sunde mistro til ny teknologi først alment kendt i 1998. Men derefter blev Petrov retfærdigvis verdensberømt som manden, der reddede verden og samtidig havde levet et liv af samme stof som romaner.

Eller snarere film.

I hvert fald har filminstruktøren Peter Anthony drejet dokumentaren The Man Who Saved the World om Stanislav Petrovs liv dengang under Den Kolde Krig. Og filmen følger Petrov på en hæderstur til USA for at holde en tale i FN-bygningen i New York.

Men filmen begynder med, at Petrov i sin beskedne og nussede lejlighed i Moskva smider et amerikansk tv-hold ud, fordi de vil spørge ind til hans dunkle familieforhold.

Således bliver filmen et dobbeltsidet portræt af en antiheroisk helt, som blot i et øjebliks skæbne gjorde noget menneskeligt på tværs af pli og pligt – og samtidig et afdanket, sølle Homo Sovjeticus, som kom på skideren, sprut og smøger på grund af sin dåd en skæbnenat i 1980’erne.

Men filmen gaber over for meget.

Ud over Petrovs spegede familieforhold (hans forældre smed ham ufrivilligt ind i hæren) skal vi også se hans romantiske og tragiske kærlighedsforhold til sin kræftdøende kone. Og hustruen Raia samt Petrov som ung bliver spillet af billedeskønne, slaviske ikoner!

Filmen lyver sådan set ved at antyde den elskedes død tæt på natten, hvor hendes husbond reddede verden. Det skete i 1983, og hun døde altså efter lang tids smertensleje først i 1997.

Ellers er der næsten kun godt at sige om filmen.

Stanislav er en charmerende hugaf med et uforløst forhold til lillebror og sin gamle mor. Men han er også et godt og stolt menneske, som gladeligt trykker Robert De Niro og Matt Damon i hånden og siden drager ud for at møde sit absolutte filmidol, cowboystjernen Kevin Costner i USA.

Indimellem er vi i bunkeren dengang i Moskva, da præsident Reagan kaldte Sovjetunionen ”ondskabens imperium”, og russiske soldater under infernalske båt-lyde fra alarmen og andre James Bond-agtige effekter bekymret opdager truslen fra det ydre, amerikanske rum.

Men bedst og skæggest er Petrovs trakasserier med sin amerikanske tolk, en lidt buttet, snakkesalig og kærlig pige, som han bryder med, fordi hun også vil løfte dukkerne ud af hans livs babusjka: moren, der er 90 år.

På mange måder er The Man Who Saved the World en såre skøn og fascinerende film. Men også til tider for sentimental, usikker i sigtet og for sød servil i sit smukt pacifistiske og alment humanistiske udsagn om at passe godt på vor fælles klode.

Med sin stil og tone ligger The Man Who Saved the World sig nærmere fiktionsfilmens melodramatiske iscenesættelse end dokumentarfilmens kendsgerningsmættede stilart med noget nøgent og nøgternt i mælet.

Lidt for følsom til min smag. Det står dog til diskussion i en film, der i den grad er seværdig.