The Mandalorian

Det virker næsten for snedigt, tænker man sidst i første afsnit af The Mandalorian. 

Dusørjægerhelten når endelig frem til sit bytte efter at have tæsket, skudt og talt sig forbi rummonstre, dræberdroider og bistre desperadoer. Det viser sig at være en baby-alien af samme art som Yoda. Den er så bedårende kær, at den må være designet til at sælge bamser. 

Det er et elegant første træk i streamingkrigen fra den nye tjeneste Disney+, der byder sig til som et familievenligt og billigere alternativ til Netflix. 

Hvis Jon Favreaus rumwestern – den første live action-serie i Star Wars-universet – er tjenestens flagskib, er Baby Yoda ambassadøren. Ikke mindst i lande som Danmark, hvor fans fortsat venter utålmodigt.

Men den kalkule skal ikke nødvendigvis lægges serien til last. The Mandalorian er et fermt dyk ned i George Lucas’ spraglede univers – en desperat underverden, hvor filmenes klokkeklare opdeling i god og ond bliver grumset.

Handlingen foregår fem år efter Jedi-ridderen vender tilbage (1983) og dermed længe før den seneste filmtrilogi. Det onde Imperium er splintret i tusind territorier, som skruppelløse krigsherrer forsøger at vriste fra den gode Ny Republik.

Vil man klare sig, får man sine pistoler til at tale uden at lade samvittigheden komme i vejen.

Sådan overlever den fåmælte dusørjæger Mando. Lige indtil han støder på førnævnte, grønne bamsebarn. Så nuttet et kræ kan han ikke overlade til en dubiøs imperialist, som spilles af selveste Werner Herzog.

Scenen er sat for en eventyrserie, der går på effektivt rov i et halvt århundredes genre-tv. Her er ren western som de sort-hvide fra flimmerkassens spæde dage, men også mindelser om Stargateog Xena: Warrior Princess, krydret med japanske samurai-serier som Lone Wolf and Cub.

I hvert afsnit er Mando altid på røven og må skyde sig i sikkerhed. Det bliver en kende ensformigt i længden, og fortællingen står nærmest i stampe i midten af sæsonen.

Her beskytter Mando en landsby mod røvere, hjælper en grønskolling med at fange en lejemorder og tager med sit gamle slæng på en sidste mission. Historierne er gamle travere, men stadig bombastisk underholdning for abonnementspengene.

Billederne er fuldt på højde med franchisens biografsatsninger, hvad effekter og fantasifuld eskapisme angår. Men Jon Favreau og hans hold lægger en anden vinkel på universet end Skywalker-klanens forkromede skæbnespil.

I denne udørk af galaksen er Jedi-riddere en gammel myte. Her er livet råt og brutalt. Allerede i de indledende minutter bliver en fyr kappet midt over af en smart sci-fi-dør. Der bliver også plads til selvbevidst humor, som når to stormtroopers fordriver ventetiden med at skyde til måls – selvfølgelig uden at ramme.

The Mandalorian er en serie til fans, lavet af fans.

Som så mange andre voksede Jon Favreau også op med Star Wars-legetøj, og han må have elsket sin lille Boba Fett-figur. Mando låner hans udseende, og Favreau bygger en storladen mytologi op omkring de brave Mandalorian-krigere, der blev noget nær udryddet af Imperiet.

En hovedregel i deres æreskodeks er, at de aldrig må fjerne deres hjelm. Det gør det svært for Pedro Pascal at gøre noget nævneværdigt indtryk i hovedrollen – Mando er en ret anonym badass.

The Mandalorian taler til de Star Wars-fans, som har klappet i hænderne over franchisens udvikling, siden den blev opkøbt af Disney. George Lucas’ udskældte prequel-trilogi gik i det mindste i en ny retning, mens vi har set denne underverden før.

Den er dog stadig utroligt dragende, særligt i de farefulde sidste afsnit, der hæver indsatsen og holder et gispende højt spændingsniveau.

Lad os håbe på mere vovemod i næste sæson, der får premiere 30. oktober på Disney+.