Mandariner

Den afdøde amerikanske filosof Richard Rorty foreslog, at det er nytteløst at søge efter en universel sandhed.

I stedet mente han, at vi skal søge håbet. Vi skal finde ud af, hvordan vi kommer bedst ud af det med hinanden. Hvordan vi kan udvide vores vokabulars betydningsrum, så det giver mening, at vores fjender også er mennesker som os selv, der kæmper med de samme følelser, dilemmaer, sorger og glæder. Vi skal empatisk kunne genkende os selv i den anden.

Fiktionen og litteraturen, der giver adgang til andre erfaringsverdener, var for Rorty en nøgle.

Han ville have elsket georgiske Zaza Urushadzes stilfærdige antikrigsfilm Mandariner, for her bliver hans filosofi givet kød og blod, når to bitre fjender hver især ser sig selv i den anden.

Selvom dette lyder og er hamrende banalt, humanistisk prisværdigt og lige til den fremmedsprogede Oscar, som Mandariner var nomineret til, så er det også en film, der kryber under huden i kraft af det lille ensemble og den stilfærdigt storslåede location.

Da Sovjetunionen kollapsede i 1989, efterlod det et geopolitisk morads, hvor folkeslag kæmpede om magten over landet og hinanden. Alle mente de at have retten på deres side.

Vi skriver 1992, og abkhaserne kæmper med hjælp fra russerne for at frigøre sig fra Georgien, hvor esterne rømmede deres bosættelser efter kommunismens fald.

Midt i denne borgerkrigslignende tilstand er en estisk tømrer dog blevet tilbage, den høje, stoiske Ivo, der med sit hvide, alfaderlige skæg tager sig ud som en vismand på bjerget. Han er idealist og altruist, og han hjælper gladeligt sin nabo med trækasser til mandarinhøsten.

Mellem de grønne bjerge lever han sit liv, næsten harmonisk, indtil krigen omsider bryder muren af stilhed.

To hårdt sårede mænd, som er hinandens fjender, får mad og en seng at hele sårene i hjemme hos Ivo. De hader hinanden, fordi den ene, Ahmed, kæmper som tjetjensk lejesoldat på abkhasernes side, og den anden, Niko, er georgier.

De lover dog begge – af respekt for deres frelser – at afstå fra at dræbe den anden i Ivos hus. Langsomt opdager de (selvfølgelig) mennesket på den anden side.

Men da en russisk deling kommer forbi på rutineinspektion og fatter mistanke til den sårede Niko, må han foregive at være abkhaser, og pludselig må Ahmed kæmpe side om side med Niko mod sine, på papiret, egne.

Lembit Ulfsak, der spiller Ivo, er en rolig, human autoritet, som med bestemt, men følsom hånd får de to kamphaner til at indse deres fælles idioti. Hvad kæmper I egentlig for, hvad er præcis meningen?

Og de grønne bakker, naturen, der omgiver dem, sætter alting i et overvældende perspektiv, ikke helt ulig Kim Ki-duks munkefilm, Forår, sommer, efterår, vinter ... og forår. Om ikke andet fremmaner begge film den samme følelse af skrøbelig balance, zen.

Over for vismanden Ivo er de to soldater rørende. Ahmed er med sine skægbørster og sin firkantede fysik, sin insisteren på mord, skræmmende (han ligner en tjetjensk Roland Møller), men Giorgi Nakashidze gør ham til den bløde familiefar, han også er. Han viser os mennesket.

Misha Meskhi gør det samme i rollen som den unge Niko, der i virkeligheden er fuld af skuespillerdrømme og håb for fremtiden. Ingen af dem har i princippet lyst til at slås.

Det er set før, det er hørt før.

Men samspillet mellem de fire mænd, som faktisk bliver en familie, og den erkendelse, der kommer snigende som en godhjertet tyv om natten og stjæler deres had – det er det, der er så pokkers rørende.

Og det er lige præcis dér, at vi udvider betydningen af vores ord. Får betydningen af ordet ”menneske” til også at inkludere ”abkhaser” eller ”georgier”. Ikke gennem fornuften, men gennem følelserne.