Mandela: Vejen til frihed

Der er ikke nogen tvivl om, at filmskaberne bag Mandela: Vejen til frihed har fat i den lange ende.

Ikonet, borgerrettighedsadvokaten, frihedskæmperen, langtidsfangen og den tidligere sydafrikanske præsidents liv synes som skabt til filmlærredet. Og kynisk betragtet kan man bemærke, at premieren er overordentlig godt timet med Nelson Mandelas død for blot halvanden måned siden.

Mandelas liv er siden 1980’erne blevet filmatiseret flere gange, men frekvensen har taget til siden 00’erne i tryg afstand til den kontroversielle apartheid-tid.

Bille August fortalte om Mandelas tid i fængslet på Robben Island i Farvel Bafana med Dennis Haysbert i hovedrollen. Men de fleste vil nok pege på Morgan Freeman, hvis de skal nævne en filmisk Mandela, selvom Freemans flegmatiske udgave af præsidenten spillede andenviolin over for Matt Damons hvide rugbyspiller i Clint Eastwoods post-apartheidfilm Invictus.

I Mandela: Vejen til frihed spilles rollen af den engelske skuespiller Idris Elba, og det gør han så overbevisende og kraftfuldt, at Morgan Freeman godt kan træde ned fra podiet.

Elba har tillagt sig Mandelas karakteristiske accent og med sin intense, autoritative spillestil og kraftige røst, som han før har benyttet med stor effekt i The Wire og senest Pacific Rim, må Idris Elba fremover betragtes som den eneste rigtige film-Mandela.

I den svære rolle er han både overbevisende som den 25-årige og 70-årige Mandela, og han er det absolut mest seværdige element i en film, der baserer sig på Mandelas 700-sider lange selvbiografi.

For selvom hans liv er en skattekiste af dramatisk stof, viser filmen, at man kan fare vild i det, hvis man forsøger at klemme det hele ned i én historie.

Med dyb respekt refererer filmen overfladisk Mandelas liv fra ende til anden og sætter artigt flueben ved alle de korrekte begivenheder, så man til sidst er ved at kløjes i tragiske eller storslåede milepæle. Milepæle, som vel at mærke aldrig får det bevægende schwung, som biopic-genren lever af.

Kender man nogenlunde Mandelas historie, finder man intet nyt her: Den fattige barndom i en sydafrikansk landsby. Karrieren som advokat med spirende retfærdighedssans. Passionen for kvinder og et stormende ægteskab med Winnie. Den revolutionære kamp med brandtaler og sabotageaktioner. 27 år i fangenskab. De politiske fredsforhandlinger med præsident De Klerk. Og friheden i 1990.

Den komplekse Winnie Mandela, der selv må udholde atten måneders tortur i et fængsel, spilles af Naomie Harris, der er næsten lige så stærk som Idris Elba. Men hun bliver svigtet af et rodet manuskript, der tvinger os til at acceptere hendes abrupte personlighedsskift, fra kærlig støtte til fremmedgjort, utro hustru og siden militant revolutionær, der taler sin mand imod.

Visse scener skildrer brutalt sydafrikanernes vold imod hinanden. Vi ser den såkaldte necklacing, hvor et bildæk overhældt med benzin fastsættes rundt om offerets hals for så at blive sat i brand. Denne praksis blev introduceret af zuluer (fra Inkatha Freedom Party, modstanderpartiet til Mandelas Xhosa-dominerede ANC), men i filmen berøres det ikke, hvem der begår overgreb mod hvem.

Måske ligger der en velmenende, Mandela-tro pointe i den slags nedtoninger, som filmen synes fuld af, men det gør den også til en tam og politisk korrekt affære.

Da Mandela og de øvrige ANC-medlemmer omtaler hinanden som ”kammerater” i fængslet, er det filmens første antydning af den socialisme, som var grundstenen i ANC og Mandelas officielle politiske program. Og Mandela: Vejen til frihed fravælger i høj grad samtidens komplekse storpolitik og omverdenens pinligt indifferente forhold til de sortes anti-apartheidkamp.