Manifesto

Med biografpremieren på den tyske kunstner og filmmager Julian Rosefeldts Manifesto slippes en af de senere års mest spektakulære og omtalte kunstinstallationer løs i et nyt format.

Manifesto blev første gang vist i december 2015 som en tretten-kanals videoinstallation i Australian Centre for the Moving Image i Melbourne og har siden turneret verden rundt, blandt andet til Berlin, New York og Aarhus.

Og når man ser på de mange ressourcer, der er lagt i værket, forstår man udmærket, at ophavsmanden har følt sig fristet til også at afprøve materialets holdbarhed i biografernes kredsløb.

Som titlen antyder er Manifesto et slags essay om eller meditation over begrebet ”manifest”, repræsenteret ved et udvalg af det 20. århundredes mest betydningsfulde eller radikale kunstmanifester.

De spænder fra Marinettis hensigtserklæring for futurismen fra 1909 over tekster, der knytter sig til bevægelser som dadaisme, situationisme og Fluxus, og frem til filmkunstens manifester fra nyere tid, herunder Lars von Trier og de andre brødres Dogme 95.

I installationsversionen (som denne anmelder ikke har set) præsenteres de mange stemmer som tretten simultant projicerede sekvenser, en kakofoni af mere eller mindre utopiske udsagn om kunstens rolle som samfundsændrende kraft.

Og produktionsmæssigt har alle sejl været sat med et fotografisk og håndværksmæssigt niveau, der bringer tankerne hen på Michael Glawoggers billedskønne kulturkritik. Læg dertil det ambitiøse valg af Hollywood-ikonet Cate Blanchett som en samlende skikkelse, der på (stort set) ganske overbevisende facon fremstiller et helt galleri af forskellige figurer.

Grebet er originalt og fascinerende.

Hver af de tretten sekvenser udfolder en konstrueret situation i et fiktivt, men dog genkendeligt miljø: et affaldssorteringsanlæg, en steril forskningsinstitution, en familiemiddag i et konservativt hjem, et mondænt cocktail-party, et teater, et tv-nyhedsstudie og så videre.

Vævet ind i disse iscenesættelser høres uddrag fra et eller flere manifester, enten læst op på lydsiden eller lagt i munden på karaktererne – og ofte i en kombination.

Blandt de mest vellykkede eksempler er en sortklædt enkes begravelsestale i form af et dadaistisk manifest. Og en krukket koreograf med østeuropæisk accent, der med pluk fra Fluxus-relaterede manifester herser rundt med et helt kompagni af alien-klædte dansere. Eller en scene, hvor en nyhedsvært kommunikerer med en udsendt reporter udelukkende via korte sætninger vedrørende konceptkunst og minimalisme.

Heller ikke den sekvens, der i filmversionen kommer til sidst, hvor en lærerinde underviser en folkeskoleklasse med citater fra Dogme 95-manifestet (blandet med tankegods fra Werner Herzog og Jim Jarmusch) er ueffen.

I det hele taget virker det, som om Cate Blanchett har haft en fest med at holde frikvarter fra den mere konventionelle del af filmbranchen. Her får hun lov til at brillere i en tour de force af figurskift, der minder om opfindsomheden i Todd Haynes’ særegne Dylan-biopic I’m Not There (som da også var den direkte årsag til, at Rosefeldt fik øje på hende til opgaven).

Det hele er sådan set imponerende og interessant, men når Manifesto alligevel ikke helt løfter sig, skyldes det, at den linearitet, der er uomgængelig i filmversionen, i nogen grad modarbejder materialet.

I stedet for at opnå en helhed, der er større end summen af de enkelte dele, er resultatet blevet en ophobning af ligeværdige sekvenser, som – alle de skønne kræfter til trods – kan forekomme en smule trættende i længden.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at Manifesto er et værk, der ikke blot imponerer som kunstprojekt, men også i en filmisk kontekst er et forfriskende bud på nytænkning.