Maps to the Stars

For første gang i sin næsten 50 år lange instruktørkarriere har canadiske David Cronenberg indspillet en film (eller i hvert fald dele af den) i USA. Og meget passende lægger Maps to the Stars sig i en lang tradition for besk Hollywood-satire.

Den unge Agatha (Mia Wasikowska) ankommer til Hollywood, hvor hun får job som assistent for den midaldrende skuespiller Havana Segrand (Julianne Moore). Havana prøver med stigende desperation at fastholde sin karriere i en by, hvor ungdom og skønhed er det, der tæller mest.

Samtidig kæmper hun med barndomstraumer, som hun behandler i voldsomme terapi-sessioner med psykologen Stafford Weiss (John Cusack). Staffords søn Benjie er en Macauley Culkin-lignende barnestjerne, som prøver at vende tilbage til rampelyset efter at have været på afvænning.

Det viser sig, at Agatha er Staffords datter og Benjies søster – psykisk syg og med fysiske ar efter en brand, hun påsatte i familiens hjem mange år tidligere.

Maps to the Stars er både perverteret familiedrama, bitter Hollywood-satire og horrorfilm. Den er fuld af afstumpede filmfolk, incest, selvmord, blodige drab, døde børn og årelange traumer.

Bruce Wagners manuskript minder påfaldende om den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis’ nihilistiske Los Angeles-skildringer i Less Than Zero, Imperial Bedrooms og novellesamlingen The Informers.

Ligesom hos Ellis er Wagners personskildringer dybt misantropiske. Og som Ellis fremmaner han en voksende fornemmelse af nærmest gotisk rædsel, som gennemsyrer filmens solbeskinnede velhavermiljø.

Kontrasten mellem Hollywoods smukke drømme og virkelighedens mareridt er et centralt tema.

Manuskriptet er samtidig filmens svageste led. Dens skildring af Hollywood er satire uden humor. Ond og sort, men ikke videre elegant.

Navnlig er replikkerne meget lige-ud-ad-landevejen, hvor lidt poetisk svirp havde klædt historien. Og selvom det hele slutter på en passende menneskelig tone, er misantropien alligevel så gennemtrængende, at man ikke savner personerne, når rulleteksterne kører.

Det er ikke noget rart sted, Maps to the Stars lader os besøge.

Det bedste ved filmen er intensiteten i skuespillet. Julianne Moore, der for nylig vandt en Oscar for Jeg er stadig Alice, modtog prisen som bedste kvindelige skuespiller i Cannes for Maps to the Stars. I en alder af 54 år er hun på toppen af sin karriere – modsat filmens afdankede Havana Segrand-karakter.

Moores præstation i Maps to the Stars er usædvanligt nøgen og frygtløs. Som den falmede stjerne, der kæmper med glemsel, alder og barndomstraumer – som hendes terapeut tydeligvis gør alt for at holde liv i – går hun all-in.

Moore er klart filmens hovedattraktionen, skiftevis bitchet og ynkværdig. Men der er også stærke roller til John Cusack, der er faretruende overbevisende som den glatte og nådesløse terapeut, og til den purunge Evan Bird, hvis forkælede og ødelagte barnestjerne veksler mellem det øretæveindbydende og det tragiske.

David Cronenberg har været vidt omkring, siden han lavede mærkværdige science fiction-kortfilm i Canada i slutningen af 1960’erne.

For genrefans er tidlige splatterklassikere som Shivers, Rabid og Videodrome mesterlige: science fiction-fabler om seksualitet, teknologi og kropsligt forfald.

Han har prøvet kræfter med umulige filmatiseringer som Naked Lunch (Burroughs), Crash (Ballard) og Cosmopolis (Don DeLillo) – og haft succes med semi-mainstream-genrefilm som The Dead Zone, Fluen og A History of Violence.

Cronenberg er Canadas Stanley Kubrick. Han er en egensindig stilist, der ofte kan virke kold og intellektuel, og som arbejder bedst inden for præcise genrerammer.

Maps to the Stars er imponerende i sin kulde, stærkt spillet og stram i sine billedkompositioner. Men man får også fornemmelsen af en instruktør, som holder lidt igen. Det er en grim historie lidt for pænt fortalt.