Marguerites formel

Marguerite er en 25-årig matematisk naturbegavelse. En nørdet og superklog, men også isoleret og utilnærmelig dronning i en forskerverden af matematiske arbejdsbier på det franske eliteuniversitet Ecole Normale Supérieure. 

Hun står overfor at skulle afslutte sin ph.d. med et afgørende matematisk bevis i en meget lang ligning under den strenge matematikprofessor Werners observation og vejledning. 

Nu har han fået en genial, Oxford-studerende Lucas, som gerne vil overvære Marguerites ph.d.-forelæsning.

Det får fatale følger, da han påviser en afgørende fejl i hendes bevisførelse. Marguerite tager sit gode tøj og forlader skolen, trækker sig ud i virkeligheden og væk fra forskningen. 

Den lettere autistiske Marguerite får sig et liv med almindelige mennesker, som lever livet med sang og dans fjernt fra ligningernes kolde land, hvor følelser er bandlyste, og kun den logiske følgeslutning tæller. 

Marguerites formel begynder stille og roligt med en realistisk opridsning af det særegne forskermiljø. Historiens rammer tegnes med samme dramaturgi som hos franske mester Éric Rohmer, der også forstod at dreje begavede, elegante kammerspil om menneskers krakelering i mødet med det falske i livet. 

Men meget hurtigt bliver filmens stil mere melodramatisk, humorforladt og alvorlig. Den indledende filmiske poesi eskalerer til patetiske scener akkompagneret af skæbnesvanger kormusik skrevet af Pascal Bideau, som tydeligt er meget inspireret af tyskeren Carl Orffs kompositioner. 

Undervejs møder Marguerite danseren Noa, som hun flytter sammen med i den del af Paris, turisten sjældent ser. Hendes livsglade livsstil med dans på baren og fræk fyr i sengen smitter snart af på Marguerite, der selv finder sig en elsker og frigør sig fra sin pylrende, ambitiøse mor. 

Samtidig trækker hun stikket til professor Werner, en faderfigur, som hun mener, har svigtet hende. Og da hun lærer sig det asiatiske pengespil Mahjong, forvandler hun sig med sin matematiske snilde til en professionel spiller. 

Men én gang matematiker, altid matematiker, og da Marguerite hitter på et endnu mere krævende matematisk gennembrud, bærer hun sin bevisbyrde med et smil. 

Nu kontakter hun Lucas for at gøre fjende til ven og videreudvikle formlen i fællesskab. Oppe mod den stadig mere misbilligende Werner kommer der amoriner i luften, mens de to kappes med hvidt kridt på sorte tavler. Endeløse ligninger her, der og alle vegne, til sidst også på toiletrullen! 

Man behøver ikke være matematisk student endsige have gået på Niels Bohr-instituttet for at følge med. Snart bliver Anna Novions film til et melodrama af typen, der i Hollywood er drejet tonsvis af. Med skabelonen om at hovedpersonen først falder fra sin tinde og gennemgår trængsler og trakasserier for så til allersidst at blive genindsat som det retmæssige geni, vedkommende var fra begyndelsen. 

Marguerites formel har vistnok en intention om at vise feminisme i en maskulin verden med få kvinder. Men den tone af et tema overskygges af ikke så få klichéer. Som den om, at kloge kvinder er mere kolde end kønne, eller den om at brune mennesker er både rytmisk, musisk og måske sensuelt bedre begavede end hvide. 

Allerværst er den skurkagtigt skulende skiderik Werner, der må have fået sin doktorgrad samme sted som James Bonds Dr. No. Han spilles slesk af Jean-Pierre Darroussin. 

Schweiziske Ella Rumpf gestalter meget godt Marguerite, først som nørd i kønsløse jordfarver, siden som opvakt, moderne kvinde, der har lært at elske uden at tabe brillerne. Julien Frison spiller fermt som Lucas, den unge forsker med kvik hjerne og kærligt hjerte, der både afslører og forfører hende. 

Men det ender lidt for meget med to hjerter i brand snarere end to superhjerner i sving.