Maria by Callas

Trods Maria Callas’ eftermæle som ikon havde operasangeren en tragisk skæbne, og hun døde ensom og syg som kun 53-årig i 1977.

De bliver læst følsomt op af den amerikanske mezzosopran Joyce DiDonato, og med ordene har Callas endelig mulighed for uden afbrydelse at fortælle, hvorfor hun aflyste sæsonåbningsforestillingen af Bellinis Norma på operaen i Rom.

Det var en skandale i 1958. Pressen kastede sig frådende over den krukkede diva, der sang første akt, men aflyste resten af forestillingen i pausen. Den italienske præsident var til stede, og arkivoptagelser fra den smukke sal afslører, at publikum brød ud i rasende buh-råb.

Maria Callas forklarer i brevene til sine venner, at hun var blevet syg med bronkitis, og at hun ikke kunne gennemføre resten af forestillingen med god samvittighed – ikke mindst af respekt for komponisten Vincenzo Bellini.

Her har filmen noget bid, fordi den udstiller pressens og fansenes hykleri. For selvfølgelig skal Callas aflyse, hvis hendes stemme og helbred ikke kan holde til det. Hvem er bedre til at vurdere det end hende selv? Stemmen er et skrøbeligt instrument, og den kan ikke presses uden alvorlige konsekvenser.

Det burde ikke føre til forsider i medierne. Men selv om det er interessant, bliver filmen samtidig tydeligt ensidig. Når Callas bliver udsat for mediernes shitstorm, hvorfor får man så ikke at vide, hvad de skrev?

Filmen fortæller, at Callas fik tilnavnet ”huntigeren” på teatrene. Men hvorfor gjorde hun det? På intet tidspunkt bliver der givet modspil til glansbilledet af den stakkels pige.

Maria Callas’ liv er et eventyr om en grim og tyk, lille pige, der boede hos en ond mor, men voksede op og blev en smuk og feteret stjerne, der dog stadig var ulykkelig.

Flere gange fortæller stoiske Callas i grynede interviews, at kvindens plads er i hjemmet, at kvinder skal være mødre, og at det er hendes store sorg, at hun ikke selv fik børn. Hendes lod i livet er at være sanger og diva, og hun er taknemmelig for sit privilegerede liv.

De gamle optagelser af hendes optrædener og interviews fra hele verden er blevet restaureret, flere af dem farvelagt på en måde, så de får et nostalgisk skær med akvarelrøde kinder og porcelænsagtig teint.

Filmens force er netop disse optagelser, hvoraf mange ikke er set før. Callas er altid dramatisk at se på, et stilikon med fejlfri frisurer og optegnede katteøjne. Når hun bliver interviewet, er hun velformuleret, nobel og indtagende med sit store smil og statelige opførsel.

Og dog. Efter et skænderi med operachefen fra The Met i New York bliver hendes kontrakt ophævet, og journalister interviewer hende i garderoben dagen efter i Dallas. Hun er tydeligt ophidset, og hendes accent er pludselig mere drævende newyorksk.

Hun har ikke kun haft en kæmpe arbejdsmoral for at blive en fortryllende sanger. Hun har også kæmpet for at polere sit udseende. På intet tidspunkt nævner filmen, at hun tabte knap 40 kilo meget tidligt i sin karriere.

Med løs hånd synger Callas arier gennem hele filmen, og instruktøren Tom Volf har ikke villet afbryde dem. Det er smukt at lade hende folde sig ud for det, hun er kendt for. Men instruktøren har samtidig haft for øje, at ariernes emne passede til filmen, og sange om storslået kærlighed akkompagnerer historien om Callas og skibsrederen Aristoteles Onassis.

Han var hendes store kærlighed, men man sidder utålmodigt og venter på ulykken: Jackie Kennedy, der blev gift med ham, selv om han var sammen med Maria.

I et interview tidligt i Maria by Callas fortæller operasangeren, at hun er to mennesker – privatpersonen Maria og divaen Callas – og at de to måske kan mødes i én.

Selv om filmen fokuserer på Maria-delen, er det stadig Callas, der dominerer. Et mere helstøbt portræt af den spændende kvinde må vi stadig vente på, men smukt er det at se på og især lytte til.