Markedets lov

”Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand,” skriver Albert Camus afslutningsvis i Sisyfos-myten. Om manden, som hver dag skubber stenen op til bjergets top, blot for hver aften at se den rulle hele vejen ned ad bjerget igen, så han også dagen efter og dagen efter har noget at bestille.

Sisyfos finder mening i absurditeten. Stenen giver ham mad på bordet, den giver ham mulighed for at forsørge en familie, den giver livet en struktur. Stenen er hans eksistensberettigelse. Den dag, der pludselig ikke ligger en sten for foden af bjerget, tør han næsten ikke tænke på, for hvad skal han så?

Stéphane Brizés Markedets lov handler om en mand, der en dag mødte på arbejde, og så var stenen væk, fabrikken var lukket. Det er tyve måneder siden.

Nu er han fanget i jobcentrenes skærsild af meningsløse jobkurser, arbejdsgivere, der ”desværre” nok ikke kommer til at ansætte dig, men har gode råd til, hvordan du skriver dit cv. Thierry er en erfaringstung proletar, der sidder i saksen. For banken og for jobcentret har han ingen eksistensberettigelse.

Thierry har ingen sten. Og stenen er altafgørende i et menneskes liv. Har du ingen sten at skubbe, er du ude. Har du derimod en sten, er du inde – lykkelig.

Nogenlunde så lakonisk kan man udlægge Stéphane Brizés film, nogenlunde så lakonisk er filmen.

Det her er det moderne liv. Og det er nådesløst.

Markedets lov dystede sidste forår om Guldpalmen på Cannesfestivalen, og i modsætning til mange af dens konkurrenter er filmen ikke sovset ind i alverdens kunstneriske aspirationer.

Brizé fremlægger sin sag nøgternt, retfærdigt, hverken fordømmende eller idylliserende.

Som hos Ken Loach synes hans historie da heller ikke at kræve mere. Det ville nærmest være en hån mod den at æstetisere. Stilen, der næsten ikke er der, fungerer fuldstændig kongenialt med hovedpersonen.

Thierry er en helt, næsten kedeligt almindelig mand. Han har en kone, som han elsker, og en let udviklingshæmmet søn. Han har et boliglån! Men han har ikke noget job.

Den hæderkronede franske skuespiller Vincent Lindon underspiller ham med tilbageholdt frustration, varme og kærlighed. Vi forstår, hvad der er på spil – og der er ikke noget mærkeligt i, at han vandt en palme som den bedste skuespiller for rollen. 

Thierry får et arbejde som sikkerhedsvagt i et supermarked. Han overvåger kunderne og konfronterer dem med deres ugerninger, når de lader en steg glide uset ned i tasken. De kan vælge at betale med de penge, de ikke har, eller de kan vælge at få politiet på nakken.

Og så står han pludselig i et nyt dilemma, for de fleste af dem, der stjæler, er sørgelige, midaldrende mænd og kvinder, som blot forsøger at få ender til at mødes. Som ham selv. Som kassedamen, der i smug hugger alle de værdikuponer, kunder afleverer. 

Markedets lov er ikke nogen stor film, og rigtig meget afhænger af Vincent Lindons evne til at lade indre, moralske kampe udspille sig i en mundvig. Filmen er Lindons, og den fremlægger nøgternt, også for nøgternt, hvad det vil sige at være arbejdsløs, hvad det vil sige pludselig at befinde sig for foden af bjerget uden en sten, hvor livet ikke længere giver mening. 

Brizé slår et slag for den lille mand. Og det er svært ikke at holde af Markedet lov, og det er egentlig også lidt dens problem.

Alting er så meget nede på jorden, så sympatisk, at filmen lidt mangler det skud adrenalin, som gjorde det lille drama til en faretruende afgrund i Ramin Bahranis, i mine øjne, mesterlige 99 Homes. Men som socialrealistisk sagsfremstilling burde den være en fast del af pensum for kommende socialrådgivere.