Marlowe

Lauren Bacall kunne udtale navnet Marlowe med vokalen ”a” langt og arrogant som et aggressivt pistolløb og en pause til sidst, så man ikke glemte, at navnet ender på et stumt ”e”.

Diane Kruger og Jessica Lange forsøger sig med samme særegne udtale i Marlowe, som gjorde Lauren Bacall til dronning af film noir.

Efter hendes sofistikerede samspil med en særdeles tough og temmelig rapkæftet Humphrey Bogart, privatdetektiven Philip med et Marlowe til efternavn i Sternwood-mysteriet fra 1946.

Ret skal være ret.

Både Kruger og Lange leverer en rimelig femme fatale, som giver ekko af både Bacalls fremtoning som danger woman og sexet chance for romance. Fra dengang film noir var ny og frisk som en californisk brise, sort som kaffe uden sukker med et skvæt whisky.

Men to fremragende skuespillere gør ingen sommer for filmatiseringen af John Banvilles The Black-Eyed Blonde, der bruger forfatter Raymond Chandlers senmoderne ridder uden frygt og dadel.

Marlowe begynder i 1939 i et Los Angeles præget af filmforstaden Hollywood.

En kvinde opsøger på klassisk vis Marlowe for, at han skal finde hendes forsvundne elsker. Muligvis død, men set i live nede i Mexico.

1939 er faktisk samme år, som Raymond Chandlers debutroman om Philip Marlowe, The Big Sleep, kom på gaden. Men i Neil Jordans film er Marlowe en gammel rotte og smuk taber. Han bliver spillet lidt på rutinen i travgang af en introvert traurig Liam Neeson.

I stil med den amerikanske forfatter er historiens plot en labyrint, og den kan kun løses med nogenlunde lykkelig udgang, hvis privatdetektiven selv bliver involveret i intrigen. Han går ensom igennem de farlige irgange mod plottets intrige med en konklusion, som kan være i mol.

Neil Jordan er bedst kendt for The Crying Game, men har med Angel og Mona Lisa før drejet film tæt på Chandlers hårdkogte følsomhed og chevalereske ridderlighed.

Liam Neeson synes skabt til at spille sej cigaretrygende snushane i lang frakke og blød hat – som han i øvrigt gjorde i den undervurderede neo noir-film Under Suspicion fra 1991.

Men både instruktør og hovedrolleindehaver kommer en postgang for sent med hensyn til at genopvække Philip Marlowe fra fortidens mausoleum for mumificerede privatdetektiver. Marineret i længslen efter dengang, rigtige mænd var rå, men romantiske, og kvinder havde Chanel No. 5 bag øret og en Colt .32 i tasken fra Louis Vuitton.

Men begge køn udstrålede en særlig tidstypisk sexappeal, som i fatal grad er fraværende i Marlowe.

Jeg er stor fan af Liam Neeson, men han er altså 70 år og ikke blot for gammel som privatdetektiv med nerver af stål, markant mandighed og et hjerte af guld. Han har også et alt for stort sort bælte fra sine mange film som faderlig hævner i Taken-serien.

Liam Neesons detektiv slår fra sig, men er ellers ikke særligt streetwise, når han går ned ad de onde gader. Han mangler de rapkæftede replikker, den jazzede poesi og den sentimentale kynisme, som gjorde Chandlers romaner og især filmatiseringerne elegante og raffineret sværmeriske.

Man kan altid diskutere, hvem der har været den bedste Philip Marlowe: Dick Powell, Humphrey Bogart, Robert Montgomery eller Robert Mitchum. Neeson kommer ikke med i konkurrencen, i og med at han er for endimensional og gumpetung.

Neil Jordan er også en ældre herre på 73. Han kan sin film- og krimihistorie og elsker miljøet med sinistre natklubber omkring et gustent Hollywood.

Her er lurvede mænd farlige som brilleslanger i brunst, og kvinder går i det lækre tøj, som gjorde dem forførisk i 1940’erne. Mens palmerne vindbøjes på boulevarderne, og bildøre på veteranbiler smækker med den gedigne lyd af verden af i går.

Vi har set det hele før. Og hvad værre er: Vi har set det meget bedre.