Marnie – min hemmelige veninde

I mere end tre årtier har det japanske animationsstudie Ghibli givet os fortællinger for både børn og voksne og hovedværker som Grave of the Fireflies, Prinsesse Mononoke og Chihiro og heksene.

Fantasi, barndom og en magisk opfindsomhed strømmer gennem Ghibli-studiets film som en gennemgående drivkraft. Men nu er det måske snart slut.

Studiet varsler, at ugens premierefilm, Marnie – min hemmelige veninde, kan bliver den sidste film. Studiets største instruktør Hayao Miyazaki takkede selv af i 2013 med Når vinden rejser sig, og nu meddeler studiet, at man i hvert fald har brug for en pause for at overveje, hvad der skal ske i fremtiden.

Så meget desto mindre er det derfor svært ikke at læse en eller anden form for metakommentar fra Ghibli om Ghibli ind i filmen.

Marnie – min hemmelige veninde er på mange måder lige præcis en film, der ikke blot er fantasifuld, men som også i sig selv handler om fantasien og hylder den barnlige opfindsomhed.

Filmens handling baserer sig på Joan G. Robinsons roman When Marnie Was There fra 1967, men udspiller sig i den 42-årige Ghibli-instruktør Hiromasa Yonebayashis udgave i et nutidigt Japan.

”Der er en usynlig cirkel i verden, som man enten kan være inde i eller udenfor,” fortæller filmens hovedperson, den unge pige Anna tidligt i filmen.

Anna føler sig udenfor. Hun har ingen venner og er med sit mutte gemyt og sin tegneblok lidt af en dagdrømmer.

Efter et astmatisk anfald sender Annas plejeforældre hende på landet, så hun kan få noget frisk luft. Her stifter hun hurtigt bekendtskab med en forladt herregård i en marsk og ikke mindst den gudesmukke Marnie fra filmens titel.

Med mødet med Marnie åbner Anna pludselig op og knytter snart et tæt bånd til den søde, men mystiske pige. For hvem er egentlig denne Marnie, der bor i det ellers forladte marskhus?

Marnie og Anna er modsætninger. Mens Marnie ligner en Barbie-dukke med sit lange, blonde hår, er Anna en drengepige med mørkt og kort hår.

Hurtigt lukker filmen os ind i et fantasifuldt univers. Og mens det ofte føles fortænkt og unaturligt, når almindelige spillefilm trækker på en magisk realisme, virker det straks mere rigtigt i Ghiblis animationsunivers.

Det tegnede anime-univers nærmest indbyder til leg og magi, og filmen væver virkelighed og fantasi sammen i ét væk. For Anna er Marnie en frelsende ven, men det er længe uklart, om Marnie blot er en konstruktion i Annas hoved eller en virkelig person.

Selv om Marnie – min hemmelige veninde er japansk og foregår i Japan, er der noget umiskendeligt vestligt, sågar britisk over den. Foruden at være baseret på en britisk bog, bebor Marnie en mindre herregård i engelsk stil og området ligner til forveksling et engelsk bakkelandskab.

Marnie inviterer tilmed Anna til hendes forældres fester, hvor britiske gentelmen og ladies mingler rundt i noget, der ligner kostumerne fra Downton Abbey.

Der er således reminiscenser af vestlig kultur og endda direkte referencer til eventyr som Askepot, da Marnie mister sin sko efter festen. En vovet læsning vil kunne finde tegn på et latent lesbisk kærlighedsforhold mellem de to piger, men det udfoldes aldrig helt entydigt.

Og da Anna finder en gammel dagbog i marskhuset, får hun mulighed for at dykke ned i Marnies biologiske families fortid og klarlægge mysteriet.

Marnie – min hemmelige veninde er en hyldest til den barnlige fantasi. Tegnekunsten går igen som motiv i fortællingen – Anna tegner selv og møder desuden landsskabsmaleren Hisako – og sender en slet skjult hilsen til Ghibli-studierne.

Moralen er tydelig og tommetyk, ligesom følelserne får frit løb mod slutningen. Så selv om filmen ikke lever fuldt ud op til Ghiblis bedste film, er den skabt med så meget teknisk snilde, charme og tro på historien, at Marnie – min hemmelige veninde vil være en værdig afslutning på studiets æra.