Marshland

Floden tager form som en slange set fra fugleperspektiv, og netop fuglene går igen fra klip til klip som i en Hitchcock-film. Disse fugle er symbolet på længsel efter frihed, for instruktør Alberto Rodríguez’ film udspiller sig i de andalusiske ødemarker en spytklat tid efter diktatoren Francos fald i 1975.

Fokus er på det upolerede og særligt uspolerede. Vi er langt fra overklasse og civilisation og tæt på de lovløse, luderne, landmændene, de strejkende fabriksarbejdere og de spanske hillbillies.

To detektiver er sendt til en lille by for at finde to forsvundne teenagepiger, der bliver fundet tortureret og voldtaget i en nærliggende flod.

Pedro (Raúl Arévalo) er den venstreorienterede idealist, som vil genopbygge samfundet efter fascismen. Idealisme kunne derimod ikke rage Juan (Javier Gutiérrez) mindre. Han er den arrede børste, som lever i nuet med prostituerede og sprut.

Pedro går tidligt i seng og forarges, når han finder et foto af Hitler og Franco på sit hotelværelse. Måske er spanierne ikke kommet så meget videre rent politisk?

Juan fester til fem om morgenen.

Spillet og ikke mindst skuespillet mellem de to bærer filmen fremad. Hvordan behandler man én, som tydeligvis ved noget? Med et høfligt forhør eller ved at slå og være brutal? Der spilles med overbevisende realisme, samtidig med at de to hovedroller overholder de fascinerende konventioner for den arketypiske, råhudede mand.

Marshland er spækket med ”rigtige mænd”, ligesom dem vi ser i amerikanske thrillere som Mud og Winter’s Bone – og i en række Clint Eastwood-roller. Det er, som om den hærdede facade skjuler en fortid, vi aldrig kommer helt til bunds i. Det skildres sublimt i Marshlands hærgede hovedpersoner. Deres mimik fortæller en forhistorie, som vi slet ikke ved, om vi tør kende.

Udviklingen af personerne giver samtidig kant til good cop/bad cop-begrebet.

Juans fortid ligger hos Franco. I dag betaler han prisen ved at pisse blod og – antager vi – er alvorligt syg, og netop derfor skal han have det bedste ud af sit letlevende liv, mens han samtidig skal betale tilbage ved at opklare den alvorlige forbrydelse.

Pedro derimod fralægger sig undervejs noget af sin idealisme og indser, at man af og til må være en fandens karl, når man leger med forbryderne. Altså nærmer detektiverne sig hinanden, hvilket både fører slåskampe, et skuddrama og biljagter med sig.

Marshland skildrer det kaos, der må have udspillet sig i årene efter Franco. Ingen kan stole på nogen, alle har noget at skjule, og hver mand må tage, hvad der tilkommer ham.

Derfor er det heller ikke let for de to detektiver at opklare mordet. Der står måske flere bag forbrydelsen? Korruptionen i samfundet er konstant til stede, og vidnerne dækker måske ligefrem over det hele?

Alligevel er der nu ikke lagt meget vægt på, at vi skal sidde og gætte på, hvem morderne er. Det hele bliver afklaret lidt efter lidt, selv om man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal fange det hele. Marshland er kompleks, underspillet og sender os visuelt tilbage til Sergio Leones spaghettiwesterns, hvor fluerne sidder i det mudrede skæg.

Marshland har helt fortjent vundet Spaniens største filmpris Goya for bedste film, bedste instruktør og bedste hovedrolle, som både Javier Gutiérrez og Raúl Arévalo var nominerede til. Den gode betjent (Arévalo) vandt den. Det giver håb for europæiske thrillers og Alberto Rodríguez’ evne til at lave intelligente spændingsfilm, som han også forsøgte med den tre år gamle Grupo 7.

Populær underholdning skal USA ikke have patent på, og Marshland er et flot bud på, hvor konkurrencen skal komme fra.