Maryam – den perfekte kandidat

En målbevidst saudisk læge rusker op i både den stokkonservative status quo og sit eget liv, da hun som den første kvinde i byen stiller op til lokalvalget.

Det er kort fortalt historien i Maryam – den perfekte kandidat, instruktør Haifaa Al-Mansours tilbagevenden til det Saudi-Arabien, hun skildrede i sin roste debutfilm Wadjda.

Siden gjorde hun et akavet sidespring til det engelske marked med periodedramaet Mary Shelley. Men tilbage på hjemmebane leverer hun en selvsikker film om kvindeliv i et land, hvor det indtil for ganske nylig var ulovligt for kvinder at tage kørekort.

Saudi-Arabien er stadigvæk en kultur, vi sjældent møder på det store lærred, og Haifaa Al-Mansour fortæller med kritisk røst om livet i et religiøst forstokket samfund.

Det giver Maryam – den perfekte kandidat en fascinationskraft, mens den målt på andre parametre er et gennemsnitligt bekendtskab.

Maryam (kraftfuldt spillet af Mila Al Zahrani) tilser patienterne på den lokale operationsstue iførten niqab, som dækker det meste af hendes ansigt. Men hendes øjne himler over dagligdagens frustrationer – som den tilskadekomne ældre mand, der krymper sig for hendes kvindelige omsorg. Eller den hullede, mudrede byggeplads, patienterne må hutle sig over for at nå frem til skadestuen.

Hver dag ser hun kørestole, der forsvinder ned i forræderiske vandpytter, og den frustration får i længden Maryam til at stille op til valget. Magtens mappedyr har ikke tænkt sig at løse problemet foreløbig.

Men hun møder modstand, også på hjemmefronten. Den yngste søster surmuler og forudser, at Maryams politiske karriere vil ende i sladder og hån. Og deres ellers så frisindede far brokker sig over sit høje blodtryk hver gang, han hører nyt om kampagnen.

Maryams eneste virkelige støtte i familien er stræbersøsteren Selma, hvis erfaringer som bryllupsfotograf og eventplanlægger gør hende til et oplagt valg som kampagneleder.

Den sprudlende energi mellem de to kvinder er en sand fryd, selv om den politiske kampagne er det mest naivt forudsigelige element i filmen. Hver scene præsenterer samme konflikt, hvor forsagte Maryam skal overvinde et skeptisk publikum.

Det er ikke lige spændende, selv om der altid er en vis tilfredsstillelse i at se heltinden aftvinge forkastelige, saudiske mænd respekt.

Filmen er skabelonskåret kvindekamp, men kan ses med en vis skadefryd.

Det overordnede indtryk er – som Maryams politiske kampagne – velmenende og upoleret. En lidt tilfældig color grading og usikkert kameraarbejde gør filmsproget fladt og anonymt. Nogle scener er decideret primitive såsom det forløsende øjeblik, hvor en sexistisk bedstefar endelig anerkender Maryam som læge.

Filmens brug af musik er mere vellykket.

Maryams mor var også lidt af en rebel – en sanger i en kultur, hvor kvinders stemmer, selv i skønsang, ofte hånes eller ties ihjel. Nu står hendes far over for sin første landsdækkende turné efter en lang karriere som bryllupsmusiker og tålmodig lut-lærer. Men han bliver mødt af trusler fra ekstremister, der finder hans kække vers for vovede.

Musikere befinder sig ikke ligefrem øverst i samfundets hakkeorden, og søstrene anser musikergerningen for at være lidt af en skamplet på familiens ære. Men i en bærende scene tager Maryam sit ophav på sig med en improviseret optræden som bryllupssanger.

Det kan godt være, et par af tonerne rammer ved siden af, men dét øjeblik emmer alligevel af en samhørighed og glæde, man kun kan opnå gennem musik.