The Master

Paul Thomas Andersons film er afsøgninger af den mandlige psyke som en altødelæggende kraft. Hans nye film, The Master, er intens, stærk og let ubalanceret, lidt som en af dens hovedkarakterer. Som hans seneste værk, There Will Be Blood, klæber den stædigt fast til nethinden, nogle scener i en grad, så det ikke føles helt sundt. Og det er netop en del af attraktionen.

Filmen er inspireret af efterkrigstidens opblomstring af Scientology-bevægelsen. Philip Seymour Hoffman spiller Lancaster Dodd, en forfængelig og karismatisk selvhjælpsguru, som stortrives med heltedyrkelse og kategorisk afviser dem, der stiller for mange spørgsmål.

Dodd er på overfladen elskværdig og i alle tilfælde en ekstremt velformuleret sælger af en særegen blanding af freudiansk analyse, pseudovidenskab, science fiction-profetier og populær business-jargon, som han og det voksende følge af tilhængere kalder The Cause. Hans kone (Amy Adams) er mere forretningsrådgiver end sengekammerat, og Dodd har et storforbrug af disciple.

The Master er lige så meget historien om én af dem, Freddie Quell (Joaquin Phoenix), som det er historien om mesteren selv. Freddie er alkoholiseret, uartikuleret, lettere ubegavet og fra arbejderklassen, på alle måder modsætningen til den veluddannede og velhavende Dodd. Men da han ved en pludselig indskydelse ender på Dodds yacht som blind passager, bliver Dodd øjeblikkeligt fascineret af ham, ikke kun på grund af hans evne til at mikse potente cocktails, men måske også fordi guruen i den plagede mand genkender noget af den dyriske drift, som han selv gemmer bag sit omgængelige ydre.

Freddie bliver Dodds mest loyale tilhænger og truer eller tæsker dem, som taler chefen imod, alt imens han underordner sig den ”processing” (filmens svar på Scientologys ”auditing”), som bringer hans indre dæmoner i eksplosiv intern strid.

I en brillant scene – filmens bedste med en fantastisk brug af det storslåede 70mm-format – sidder de to fængslet i tilstødende celler. Kameraet er placeret, så den venstre del af billedet er fyldt med den celle, hvor Freddie i et raserianfald ødelægger alt omkring ham, mens en ubevægelig Dodd til højre i sin celle forsøger at berolige disciplen. Det føles, som om vi betragter to sider af en skizofren personlighed i hidsig kamp med hinanden, og inden længe vender de sig da også mod hinanden.

I Dodds hule hånd er Freddie blevet en slags Frankenstein, og Phoenix’ mere og mere krumbøjede positur er skræmmende at følge. En af de store fornøjelser ved P.T. Andersons instruktion er hans arbejde med skuespillerne, og hans to fremragende hovedrolleindehavere trækker på deres indre dæmoner i et omfang, som må have været udmattende. En anden grund til, at Andersons film altid er værd at se, er hans evne til at omfavne kompleksitet og tolerere uorden. Som There Will Be Blood starter The Master, før den burde, med en forhistorie, der optrevler Freddies psykiske traumer fra hans tid i flåden under Stillehavskrigen over et ophold som fotograf i et stormagasin til et arbejde på en kålmark. Materiale, der normalt aldrig ville være kommet videre end notesblokken.

Men P.T. Andersons afvigelse fra den gængse manuskriptstruktur indfanger noget vigtigt om slut-40’ernes ødelagte Amerika og de forpinte, besatte sjæle, som bebor det. Der er en kløft mellem disse to mænd og et samfund, der holder desperat fast i illusioner om uskyld efter Pearl Harbour og Hiroshima.

Samtidig er det den uortodokse narrative tilgang, der skaber fornemmelsen af en nærmest usund oplevelse. Det er, som om man får et to-timers smugkig i en fortælling, der eksisterede, før vi kiggede, og som vil fortsætter bagefter. Her er ingen pæn begyndelse, midte eller slutning, det hele udspiller sig i samme voldsomme toneleje. Om man vil det eller ej, bliver man en del af karakterernes forvrængede verdensbillede.