Master of None

Det starter med et afbrudt samleje og slutter med en flyrejse, og det, der befinder sig imellem, er en af Netflix’ bedste serier til dato.

Dev (Aziz Ansari) er en 30-årig skuespiller, der som så mange andre 30-årige skuespillere prøver at få succes i New York. Det bliver dog kun til roller i reklamefilm og splatterfilmen The Sickening. Imens nyder han godt af alt det, byen – der aldrig sover – kan tilbyde af mad, drinks og dating.

Titlen er taget fra ordsproget ”Jack of all trades, master of none”, der kan oversættes til ”at kunne det hele, men mestre intet”. Det er sandt om Dev, men absolut ikke om Aziz Ansari. Foruden at spille hovedrollen, der er en fiktiv version af hans eget liv, har Ansari skabt og skrevet Master of None sammen med Alan Yang (Parks and Recreation), mens han også instruerer to afsnit.

De første to afsnit overlader han dog til den mere erfarne indie-instruktør James Ponsoldt (The Spectacular Now) om. Ponsoldt er kendt for sine skarpe portrætter af unge mennesker og rammer perfekt følelsen af ungdommeligt håbemod og begyndende nervøsitet i første afsnit, der handler om udsigten til at få børn.

Her har Dev et one night stand med den charmerende Rachel (Noël Wells), indtil et sprængt kondom fører til coitus interruptus. Efter en livlig samtale om, hvorvidt presæd kan føre til graviditet, er de to på vej til apoteket, hvor Dev køber en fortrydelsespille – og to æblejuice.

Et andet indie-koryfæ, mumblecore-instruktøren Lynn Shelton (Your Sister’s Sister) står ligeledes bag to afsnit, mens de resterende fire af sæsonens ti afsnit varetages af komikeren Eric Wareheim. Han spiller også Devs ven Arnold, der sammen med Brian (Kelvin Yu) og Denise (Lena Waithe) udgør Devs vennegruppe.

Master of None formår at være dejligt retningsløs, men stadig fokuseret. Vennerne kommer og går ligesom i virkeligheden, og dialogen føles improviseret og autentisk uden at blive for luftig og løs.

Ligesom hos standup-kollegaen Louis C.K. og hans Louie er Woody Allen en tydelig inspirationskilde – før han forlod Manhattan, vel at mærke.

Men en anden instruktør påvirker serien med endnu større held: Richard Linklaters Before-trilogi har fået en værdig arvtager indtil han selv laver flere. Afsnittene centreret omkring udviklingen i Dev og Rachels forhold har en utrolig naturlighed, og man nyder at se de to komme hinanden nærmere, mens de endnu er i tvivl om, hvad de vil.

Sæsonen tager fat på typiske standup-emner, der belyses i små historier i hvert af de ti afsnit. På den måde sætter serien forældre, gamle mennesker og i særdeleshed relationen mellem mænd og kvinder under lup.

Det betyder, at hvert enkelt afsnits styrke afhænger af originaliteten i vinklingen af de klassiske historier, og her sejrer Master of None.

Vi præsenteres for historier, der sjældent er fortalt før.

Fjerde afsnit handler om indere på tv – Ansari er selv af indisk afstamning – og viser morsomt, hvordan minoriteter stadig har det svært i film- og tv-branchen.

Lige så interessant er det at se ham som ”den anden mand”, ingen ringere end Claire Danes (Homeland) er sin mand utro med. For en gangs skyld er hovedpersonen hverken den utro eller offeret, og det er lige så sjovt og gribende som det er originalt.

Sylvia Plaths semibiografiske roman Glasklokken om livets mange og svære valg spiller en rolle for Devs flyrejse i sidste afsnit, men det er ikke så højpandet, som det lyder. I stedet mikses det med umuligheden i at finde det perfekte taco-sted blandt tusindvis i New York, og på den måde bliver en kompleks pointe fortalt ganske simpelt. Ligesom de bedste jokes. 

Samme trick lykkes Ansari og co. med i hele sæsonen, der konstant overrasker og betager.