Max Pinlig på Roskilde

I Max Pinlig på Roskilde er den hårdtprøvede tøffelhelt Max (Samuel Heller-Seiffert) fyldt seksten og færdig med folkeskolen. Sommerferien står for døren, men det er svært at nyde sol og eksamensbevis, når det eneste, man hører fra sine omgivelser, er et insisterende: ”Hvad så nu, Max?”

Max selv drømmer om at drive af sted på en båd med blå himmel foroven og nul forpligtelser forude, men hans mor (for tredje gang Mette Horn) og snusfornuftige, klaverspillende kæreste Esther (Anna Egholm) rotter sig sammen og sender på den dvaske ynglings vegne ansøgninger af sted til fine gymnasier.

Vor hovedperson ruller med øjnene og tager sig til hovedet, men evner som sædvanligt ikke helt at sætte sig op mod sin evigt pinlige mors tæppebombardement af gode intentioner og forkvaklet velmenende tiltag for at sikre sit eneste barn de tryggest mulige rammer.

Max synes derfor dømt til en tilværelse som mulende vatnisse, da en åbenbaring viser sig i villahaven i form af festival-tøsen Kaya. Iført ultrakorte hotpants og lilla makeup virker hun meget mere eksotisk på Max end den dydige Esther, og da Kaya spørger, om Max skal med på Roskilde, er sagen klar: Navlestrengen skal endelig kappes og Max af sted mod Smatten og den spirende frihed som ung voksen. Hvilket selvfølgelig bliver over mors lig.

Mette Horn er endnu engang herligt tåkrummende som den ultrapinlige Agnete, hvis moderinstinkt efter mange år som singlekvinde er vokset ud af proportioner og nu får hende til at minde om en komisk version af en altdominerende Mrs. Bates. Rundt om mor og Max kredser et broget persongalleri af originaler, ført an af kendisnaboen Steen Kold (Lars Bom), en skuespiller med galoperende eksistentiel krise, der ligesom Max drømmer om at flygte fra forstadsidyl og familie for i stedet at slå sig løs på Roskilde. Også Lars Mikkelsen som støvet bibliotekar, Anders Nyborg som Max’ arkæolog-far og Daimi som lesbisk mormor bliver der plads til.

Max Pinlig på Roskilde er i sin enkle dramaturgiske form en klassisk dannelsesfortælling om den svære overgang fra barn til ung voksen og om finde sig selv i et hav af forventninger, her passende illustreret af Roskilde-festivalens myretue med alskens fristelser og faldgruber for både unge og gamle.

At Max er omtrent lige så god til at bedømme sine medmenneskers kvaliteter, som hans mor er til at holde taler uden at nævne diverse familiemedlemmers kønsdele, kommer ikke som nogen overraskelse for andre end knægten selv. Til sidst har både han og hans mor naturligvis lært et og andet om sig selv og hinanden.

Max Pinlig på Roskilde taler både til store børn og deres forældre (de mest veloplagte jokes er målrettet sidstnævnte, som når Lotte Svendsen tager kærligt pis på den danske kulturelite og 70’er-generationens dobbeltmoralske frihedsbegreber) og er heldigvis ikke bange for at give løjerne en forfriskende saltvandsindsprøjtning af realitetssans og forståelse for de unges liv og lyster.

Denne anmelder har dog et problem med de unge fyres sprogbrug, hvor kvinder blandt andet bliver omtalt som ”kællinger”. I en tid hvor unges hverdagsjargon bliver mere og mere grov (ikke mindst på de sociale netværk, der flittigt bruges som gabestokke for mobbeofre), skurrer det i ørene, når en ellers varm ungdomsfilm kaster sådanne udtryk af sig med henkastet selvfølgelighed. 

Virkeligheden er en tiltrængt ingrediens i danske familiefilm, men har man alligevel valgt at lade Lars Bom være forklædt som Nelson Mandela på Roskilde, kunne man måske også være gået lidt på kompromis med skældsordene.