May God Save Us

Det er en anmelderkliché at brokke sig over klichéer, men nogle gange er det svært at komme udenom.

I den spanske seriemorderfilm May God Save Us følger vi således et umage detektivpar, der jager en forskruet sexmorder gennem Madrids gader.

Begge detektiver er defective detectives: Alfaro er en brunstig alfahan, der er én møgsag fra en fyring. Velardes er en intelligent, introvert type med et stærkt socialt handicap: Han stammer.

Det er en dynamik, vi har set før. Tænk på Stieg Larsson, Broen, True Detective …

Da detektiverne ankommer til det første gerningssted, er teknikerne parat til at tage hjem. En ældre kvinde er faldet ned ad trapperne, siger de. Den forklaring er Alfaro med på, men Velardes er ikke så let at overbevise. Han lurer lidt på liget og lægger sig net på trappen som kvinden – med hovedet nedad.

På den måde kan han nemlig mærke sig frem til forbrydelsen. Ligesom Will Graham i Manhunter eller La Cour i Rejseholdet. Så går han gennem lejligheden med en notesblok.

En knust porcelænsfigur på gulvet, to tebreve i affaldsspanden, en skål mælk på gulvet til katten – det var en voldtægt, der endte i mord, erklærer han.

Da der kort tid efter dukker endnu et lig op, står det klart, at en seriemorder er på spil. Og da ofrene er ældre damer, er Velardes klar med en lommefreudiansk forklaring: ”Når han myrder, myrder han sin mor.”

Den slags opsummeringer røver filmen for meget af den psykologiske kompleksitet, der gør seriemorderen til så fascinerende et filmmonster. Denne morder er ødipalt frustreret, og så er hans patologi ligesom forklaret!

Hist og her lægges an til, at hovedpersonerne skal spejle sig i morderens bestialske gerninger, men det aspekt følges aldrig til dørs og ender med at føles som en strøtanke fra manusforfatternes side.

Det er netop manuskriptet af instruktør Rodrigo Sorogoyen og Isabel Peña, der spænder ben for spændingen. Efterforskningen føles som en underligt uengageret affære, hvor ét spor fører til det næste, uden at man føler, at der er meget på spil.

For andre end ofrene, altså.

I stedet bruges tiden hos detektiverne i privaten. Alfaro virker modløs hos sin familie. Velardes gør forsigtigt og akavet kur til rengøringsdamen i sit lejlighedskompleks: Han spiller gamle kærlighedsplader højt, når han kan se, hun står udenfor.

Så stopper hun op, lytter efter og nærmer sig døren, mens hun svajer i hoften, og han kigger gennem dørspionen.

Rodrigo Sorogoyen viser sig flere gange som en dygtig iscenesætter. Filmens visuelle udtryk – et nærgående, dokumentarisk filmsprog – kommer virkelig til sin ret i et par drøneffektive jagtscener, hvor detektiverne spæner efter den mistænkte.

Her udnyttes spændingsfilmens virkemidler fermt. I en sekvens følger detektiverne morderen op i en mørk lejlighed. De bevæger sig langsomt, ængsteligt ned ad den snævre korridor med pistolen holdt rystende frem for sig – fuldt bevidst om, at døden kan lure bag hvert et hjørne.

I de scener får instruktøren endelig tag i publikum.

Som i den fremragende spanske thriller Marshland er miljøtegningen uløseligt forbundet med mordgåden. Højsommersolen bager mod brostenene i Madrids bymidte, hvor tiggere og turister gang på gang går i vejen for efterforskningen.

Men der er milevidt fra den fatalistiske udforskning af ondskab i en trøstesløs egn i Marshland til denne films mere ordinære behandling af politiarbejde i storbyen.

I starten af sidste akt bliver man præsenteret for deciderede overraskelser, da makkerparret splittes op, og morderen for en stund overtager hovedrollen. Det giver de talentfulde skuespillere en kærkommen lejlighed til at folde sig ud.

Men så når man til slutningen. Og den er lige dele utroværdig og utilfredsstillende.