The Meg

Anmeldere er et stilfærdigt folkefærd, men pressevisningen af The Meg udviklede sig til en hujen og buhen, man aldrig mindes at have oplevet før.

Ikke særligt professionelt, men til anmeldernes forsvar skal det siges, at filmen heller ikke er det. Den er ikke bare dårlig, men en katastrofe i liga med Battlefield Earth og Showgirls.

På papiret ligner The Meg ellers simpel og solid sommerunderholdning.

Dybhavsredderen Jonas (Jason Statham) sendes til en undersøisk forskningsbase i Stillehavet, hvor en forhistorisk, gigantisk haj – titlens megalodon – har bevæget sig op fra bunden af havet. Den er blevet sulten efter sejlere, turister og andre menneskelige godbidder.

Så der er dømt ”mand mod megalodon”. Det er ikke en kamp, men en massakre, som Jonas tungsindigt fortæller basens besætning.

Men i stedet for at komme i gang med kampen virker filmen af bizarre grunde mere interesseret af sin egen pseudovidenskab end af hajen.

Før vi overhovedet får vor glubske uven at se, skal vi først have forklaret, hvordan undervandsbasen fungerer. Og hvordan de mange forskellige ubåde fungerer. Og hvorfor forskerne tager til bunden af havet. Og hvordan hajen kan komme op. Og ja, sådan fortsætter filmen med at terpe løs.

Tempoet er gumpetungt. Før nogen kan hoppe i et undervandsbur, skal vi naturligvis også lige vide, hvilket materiale buret er lavet af, og hvilken gift der kan dræbe megalodonen.

Filmen tager gennemgående sig selv gravseriøst, og når den undtagelsesvis forsøger sig med humor, falder det konsekvent til jorden.

Diskussionen om, at det er racistisk at bemærke, at den afroamerikanske mand DJ ikke kan svømme, skal vist være morsom. Og milliardæren, der lægger penge til hele projektet, spørger ud af ingenting, hvorfor der ikke er wi-fi i undervandsbasen.

Mens den altid charmerende Jason Statham kommer nogenlunde rundt om sine akavede replikker, står det knap så godt til for filmens kinesiske skuespillere. For The Meg er endnu en co-produktion mellem amerikanerne og kineserne, men desværre snubler den asiatiske stjerne Li Bingbing gang på gang over sine sætninger.

Selv de få gode idéer, filmen er i nærheden af, ødelægger den.

Rainn Wilsons milliardær kunne være en kommentar til uforsvarlige venture-kapitalister som Elon Musk, der er mere interesseret i prestige end sine arbejderes forhold. Men nej, pludselig kaster han sig heltemodigt i vandet for at redde sine forskere.

Resultatet er en blockbuster, der føles som et skoleteaterstykke. Men også det er åbenbart gået hen over hovedet på filmskaberne, der struttende af selvtillid slutter filmen af med skiltet ”FIN”, som var det fransk arthouse.

Den eneste trøst er, at The Meg snart vil forsvinde ned i havets dyb og aldrig blive hørt fra igen.