Mellem to verdener

Juliette Binoche må siges at være verdens mest feterede og fejrede franske skuespiller. I hvert fald med hensyn til filmpriser og anden anerkendelse.

Ud over en birolle-Oscar som den sympatiske canadiske sygeplejerske i Den engelske patient står der på Binoches kaminhylde priser fra de førende filmfestivaler i Venedig, Cannes og Berlin.

Skuespillerens dramatiske repertoire er bredt.

Hun kan være traurig ingenue, glamourøs pariser, intellektuel forfatter. Altid er hun god som melankolsk skønhed, til tider kan hun sågar være komisk. Som når hun i kultserien Ring til min agent selvironisk udleverer sig selv som ubehjælpsom festtaler.

Juliette Binoche bruger alle sine facetter i rollen som forfatteren Marianne Winckler i Mellem to verdener.

Under dække af at være en arbejdsløs og fraskilt kvinde, der er over sin første ungdom, vil hun beskrive de umenneskelige og urimelige vilkår og livsbetingelser, Frankrigs arbejdsløse underklasse lever under.

Fra den professionelle kynisme på arbejdsformidlingen til den organiserede rengøringsmafia, som for en ussel løn ansætter kvinder til at gøre rent på rekordtid.

Marianne er rundet af den kreative klasse i Paris og får livets barske virkelighed på samfundets skyggeside at føle på egen krop i det trøstesløse og delvis betonbelagte Caen i et Normandiet, som turister aldrig ser.

Men undervejs møder hun også den nødvendige solidaritet, barske tone og varme fællesskab, der holder rengøringsproletariatet sammen. Det gælder især holdet på Englandsbåden i færgebyen Ouistreham, der er filmens originaltitel.

At gøre rent på skibene med biler og passagerer er det absolutte lavpunkt for rengørende mænd og endnu mere for kvinder, der ene skal ordne toiletterne. Det, der romantisk bliver kaldt kahytsjomfruer, er blevet til akkordarbejdende slaver.

Marianne knytter tætte venskaber til kollegerne.

Mest til en enlig mor til tre drenge, Chrystèle, spillet fabelagtigt rørende og troværdigt af den ukendte Hélène Lambert. Hun er som mange andre amatørskuespillere i filmen hentet fra egnen.

Det giver hele historien et sundt skær af autentisk nærvær og nænsom accent af dokumentarisme.

Nede under den grumme skildring af livet med kost og spand, hvor der skal redes senge ud i én køre, lurer der i intrigen en latent risiko. Nemlig faren for at Marianne bliver afsløret af sine omgivelser.

Ikke kun som spion fra den velmenende middelklasse, men også som idealistisk fusentast, der småarrogant indbilder sig at kunne forstå de andres virkelighed. En tilfældig socialturist og indigneret skribent, som snart igen kan sidde trygt og velstillet ved skrivemaskinen hjemme i patricierlejligheden.

Kan venskab, følelser og fællesskab holde, når masken falder for forfatteren, og klasseskel og kulturkløft træder frem?

Det er filmens interessante kerne. Kan man skildre armod i et midlertidigt nærvær for så at gå tilbage til egen sociale tryghedszone?

Filmen er baseret på journalisten Florence Aubenas’ dokumentarroman om de flere og flere løsarbejderes flakken fra det ene lortejob til det andet.

Forfatteren Emmanuel Carrère instruerede i 2005 filmatiseringen af sin egen roman La moustache, men har siden holdt sig fra instruktørstolen. Mellem to verdener sætter instruktøren dog fermt i scene med engageret realisme og social indignation.

Han placerer sig i den meget socialrealistiske franske filmgenre, som i disse år mere og mere socialt og navnlig kulturelt fjerner sig fra film, der blot handler om følelseslivet for de velbjergede kulturradikale på den venstre Seine-bred. Filmens fokus er på sammenhold mellem kvinder, men uden at pege fingre ad mændene i deres omkreds.

Juliette Binoche er overbevisende i dobbeltrollen som samspilsramt singlekvinde og selvbevidst skribent som et spil i spillet. Det gør hun suverænt.